20/04-15
-
Pressemeddelelse
U19-sejr i hviderussisk heksekedel
Det lugter af en EM-billet til de danske U19-piger, der i dag vandt 35-22 over Hviderusland.
Danmarks U19-kvindelandshold dyster lige nu om at komme med til sommerens EM i Spanien ved en kvalifikationsturnering i Hviderusland. Her til aften slog de værterne med cifrene 35-22 efter en pausestilling på 14-12, og ifølge landstræner Flemming "Tuborg" Larsen lugter det allerede inden den tredje og sidste kamp søndag af en EM-billet.
"Vi er ikke 100 procent sikret kvalifikation endnu, men jeg vil sige det sådan, at rigtigt meget skal gå galt, hvis vi ikke vi står med en EM-billet imorgen," siger landstræneren umiddelbart efter kampen.
En kamp, hvor hviderusserne var med de første 30-35 minutter af kampen, hvorefter de danske piger satte turbo på og kørte sejren sikkert i land blandt andet takket være en velfungerende kontrafase.
Hjemmepublikum lagde pres på
De danske piger fik for alvor publikums magt at mærke, da hele 1700 tilhængere af hjemmeholdet havde taget plads i hallen.
"Tilskuernes pres påvirkede kampen og dommerlinjen meget. Vi var lidt pressede i starten, men pigerne var kølige og lod sig ikke påvirke af det. At spille i sådan nogle omgivelser er en rigtig god erfaring for pigerne at have med videre i deres karriere på evt. A-landsholdet eller klubhold," siger landstræneren, der fremhæver holdets tålmodighed og disciplin i forsvaret i første halvleg og kontraspillet i anden halvleg som de vigtigste årsager til sejren.
Søndag skal det danske hold møde Ukraine i den tredje og sidste kvalifikationskamp.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk