19/04-15
-
Pressemeddelelse
DM-guld til Aarhus Aalborg og Aars
Der var gevinst til de hold, der havde Aa som første bogstav i klubnavnet da der blev spillet DM for drenge U
Det var bestemt ingen ulempe at have et klubnavm begyndende med Aa, da der søndag blev spillet DM for ungdomshold på drengesiden.
Guldvinderne i såvel U14, U16 og U18 kom fra jyske byer startende med dobbelt A.
U14 drengene fra Aars HK er vant til tætte opgør, og den erfaring kom dem til gode, da de i weekenden hjemførte DM med FIF som sølvvindere og Silkeborg-Voel på tredjepladsen.
Drengene fra den lille by i midt i Himmerland vandt tidligere på sæsonen finalen om det jyske mesterskab med et enkelt mål over Silkeborg-Voel, og da de to hold tørnede sammen i første kamp ved DM stævnet i Taastrup, sluttede en tæt kamp 20-20.
Aars vandt næste opgør knebent med 17-15 over GOG, og da FIF samtidig havde vundet begge sine to første kampe, skulle Aars-drengene vinde stævnets sidste kamp mod københavnerne.
Og det gjorde de. Med hele 25-18 og så kunne jublen bryde løs hos det flot fightende mandskab fra byen med blot 8000 indbyggere.
I Gudme spillede man efter Final 4 modellen hos både U16 og U18, og hos U16 var HEI/VRI ikke overraskende overlegne, da holdet, som for to år siden vandt DM som U14, satte hjemmeholdet fra GOG til vægs med hele 30-20.
Aalborg Håndbold vandt mere beskedent 26-20 over Roskilde Håndbold, og efter at GOG med en sejr på overbevisende 39-27 over Roskilde havde snuppet bronzen, var der lagt op til finale mellem HEI/VRI og Aalborg.
Her måtte HEI/VRI undvære ti-målsskytten fra lørdagens semifinale, Matthias Møller, men på trods af det fulgte aarhusianerne med til ti minutter før tid, hvor Aalborg med en storspillende Mads-Emil Kleesen (12 mål) trak fra og sikrede sig guldet.
Hos U18 drengene stod finalen mellem Aarhus Håndbold og hjemmeholdet fra GOG, efter at de to hold lørdag havde besejret henholdsvis Ydun og KIF Kolding i semifinalerne.
Sejrscifrene 29-22 til Aarhus fortæller historien om en DM finale i ældste årgang, der aldrig for alvor blev spændende. Dertil var aarhusianerne ganske enkelt for overlegne i begge banens ender, og i en særdeles jævnbyrdig bronzekamp var Kolding stærkest i slutfasen og vandt 27-24 over Ydun.
Drenge U14:
1. Aars HK
2. FIF
3. Silkeborg-Voel
4. GOG
Drenge U16:
1. Aalborg Håndbold
2. HEI/VRI
3. GOG
4. Roskilde Håndbold
Drenge U18:
1. Aarhus Håndbold
2. GOG
3. KIF Kolding
4. Ydun
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk