29/05-15
-
Pressemeddelelse
Unge fløje får chancen på A-landsholdet
19-årige Magnus Landin og Johan Hansen, der netop er fyldt 21, er blandt de 17 navne i den landsholdstrup, der mandag den 8. juni samles i træningslejr forud for Danmarks sidste to EM-kvalifikationskampe mod Litauen og Bosnien-Hercegovina.
Fredag har Gudmundur Gudmundsson udtaget sin bruttotrup, og udover de to unge fløjspillere er der igen blevet plads til playmaker Morten Olsen og venstre back Nikolaj Markussen, mens Kevin Møller, Stefan Hundstrup, Bo Spellerberg og Lasse Svan glider ud i forhold til den trup, der var aktuel, da Danmark for en måned siden spillede de to seneste kampe i EM-kvalifikationsgruppe 2 ude og hjemme mod Hviderusland.
Lasse Svan har ikke kunnet træne de seneste uger på grund af en øjenskade, han pådrog sig under Flensburg-Handewitts træning den 12. maj, og trods mærkbar fremgang er han ligesom sin ligeledes skadede fløjkollega Hans Lindberg ikke i stand til at spille håndbold endnu.
Som ny mand på holdet har Gudmundsson udtaget færøsk-fødte Johan Hansen, der de seneste fire år har været tilknyttet Skanderborg Håndbold, men som i sommerferien skifter til Bjerringbro-Silkeborg.
"Johan Hansen er i mine øjne ikke blot et talent. Han er et kæmpetalent, og det bliver spændende at se, hvad han kan bidrage med på allerøverste niveau," siger Gudmundur Gudmundsson om færingen, der har tilbragt to år i landsholdskarantæne for at blive "håndbold-dansker", og som indtil videre har spillet en landskamp for det danske U21-landshold.
På modsat fløj har Gudmundsson valgt endnu et markant talent fra den hjemlige liga, idet Magnus Landin fra de forsvarende danske mestre KIF Kolding København får chancen.
Hermed har landstræneren udtaget hele to brødrepar til sit hold, idet Landins storebror, Niklas, som bekendt er både målmand og anfører for landsholdet, mens brødrene Toft Hansen igen udgør 66 procent af den danske kvote for stregspillere.
Danmark spiller sine to sidste EM-kvalifikationskampe henholdsvis onsdag den 10. juni klokken 19.00 ude mod Litauen og søndag den 14. juni klokken 20.15, hvor holdet i Brøndbyhallen møder Bosnien-Hercegovina.
Den danske trup ser således ud:
Målmænd:
Niklas Landin, Rhein-Neckar Löwen
Jannick Green, SC Magdeburg
Fløje:
Patrick Wiesmach Larsen, Team Tvis Holstebro
Casper U. Mortensen, SønderjyskE
Magnus Landin, KIF Kolding København
Johan Hansen, Skanderborg Håndbold
Stregspillere:
Rene Toft Hansen, THW Kiel
Henrik Toft Hansen, HSV Hamburg
Jesper Nøddesbo, FC Barcelona
Playmakere:
Rasmus Lauge Schmidt, THW Kiel
Morten Olsen, St Raphael Var
Backspillere:
Mikkel Hansen, PSG Handball Paris
Mads Mensah Larsen, Rhein-Neckar Löwen
Nikolaj Markussen, Skjern Håndbold
Henrik Møllgaard, Skjern Håndbold
Mads Christiansen, Bjerringbro-Silkeborg
Nikolaj Øris Nielsen, Bjerringbro-Silkeborg
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk