18/06-15
-
Pressemeddelelse
Beach DM på Tronholmen i Randers
I weekenden kulminerer DHF's Beach Handball Tour 2015 med DM-finalestævnet, hvor Danmarks bedste beach-hold dyster om DM-titlerne i U16-, U18-, senior- og oldies-rækkerne.
DHF Beach Handball Touren rullede ud i landet i slutningen af maj for at afvikle de kvalifikationsstævner, der fandt deltagerne til årets DM-finalestævnen.
Det er i år Tronholmen i Randers, der lægger sand til arrangementet, der starter med Ungdoms-DM lørdag den 20. juni (U16 og U18) efterfulgt af DM for senior og oldies søndag den 21. juni.
Det er første gang finalestævnet afvikles i Randers, og i Dansk Håndbold Forbund ser man frem til at genskabe den fantastiske stemning på Tronholmen, som man oplevede ved EM i Beach Handball for to år siden.
"Det bliver helt fantastisk at komme tilbage til Randers og afvikle to dages finalestævne foran det beach-glade Randers-publikum og forhåbentlig genskabe lidt af den festlige stemning, vi oplevede til Beach-EM," siger DHF's Beach Handball-konsulent Jonas Langvad.
Masser af aktiviteter for publikum
Uden for beach-banerne bliver der et inferno af konkurrencer og aktiviteter, som DHF i samarbejde med virksomheden Tress står bag.
"Vi får en stor aktivitetszone med fartmåler, bordtennis, bordfodbold, loungeområde og meget mere, ligesom Randers HH stiller med en salgsbod, så der er mad og drikke til de fremmødte tilskuere og deltagere," fortæller Jonas Langvad.
Alle interesserede beach-fans eller nysgerrige beach-novicer er meget velkomne til at kigge forbi Tronholmen, hvor der er gratis entre og fuld knald på fra midt formiddag til sen eftermiddag begge dage.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk