27/06-15
-
Pressemeddelelse
U17: Danmarks herrer dukket af stærkt, fransk mandskab
Her til aften spillede Danmarks U17-herrer deres anden kamp i 4-nationersturneringen i Frankrig. Det blev til et nederlag på 24-30 til værterne.
I går tabte holdet til Spanien i en kamp, hvor danskerne fik ikke mindre end otte 2-minuttersudvisninger. På trods af nederlaget fungerede forsvarsspillet i store dele af kampen tilfredsstillende. Det skulle der følges op på her til aften, hvor Frankrig var modstanderen.
Desværre fik de danske drenge igen en skidt start og var bagud 12-4 efter små 20 minutter. Endnu engang fik holdet smidt nerverne og hentede lidt af det tabte ind inden pausen. Det var en kamp, der var meget op og ned med mange udskiftninger i forsvaret. Når så der blev brændt så meget som tilfældet var, skabte det noget usikkerhed, som også kunne ses i forsvaret.
"Det var tydeligt, at Frankrig havde 20-25 kampe i baggagen. Vi tager nogle chancer som vi ikke skal tage, og det straffer de os for. Vi får lavet lidt for mange tekniske fejl og sjuskede afslutninger, og det resulterer i mange kontrachancer til franskmændene".
"Man skal aldrig være tilfreds med at tabe, men det vigtigste for os i denne turnering er, at alle får chancen for at bevise sig. Til tider hænger det, men til tider ser det også rigtig fornuftigt ud. Da vi først får sluppet håndbremsen, spiller vi flot. Kan vi spille med den coolness i større perioder af kampene, ser det godt ud, og vi var vel 10 % bedre i dag end i kampen mod Spanien i går," siger talenttræner Marc Uhd og erklærer sig tilfreds med de gode lærepenge, det giver at spille mod så godt et hold, som værterne var.
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk