11/08-15
-
Pressemeddelelse
Kroatien fik en lektion af Danmark
U19 VM er åbnet med tre danske sejre af tre mulige. Denne gang var det Kroatien, der stod over for de danske drenge, og det kastede en 37-27-sejr af sig til Danmark.
Efter en blød åbning på VM med kampe mod Qatar og Algeriet skulle Danmark møde Kroatien, der kom med to snævre nederlag til Schweiz og Rusland i baggagen. Det viste sig dog hurtigt, at Kroatien ikke kunne spille et lige så tæt opgør mod Danmark. Der skulle gå ti minutter, før kroaterne fik deres første mål, og der var danskerne allerede foran med fem. Resten af halvlegen holdt Danmark en føring på en håndfuld mål.
Pauseføringen på 15-9 blev udbygget til en 10-målsføring allerede efter ti minutter af anden halvleg. Den forskel fortsatte kampen ud og dermed endte det 37-27. Som slutstillingen viser, var begge forsvar noget mere gavmilde efter pausen. Det tilskriver landstræner Morten Henriksen en kombination af manglende koncentration og flere udvisninger:
"Det var egentlig en stille og rolig kamp, men dommerparret fik alligevel stanget fem udvisninger ud til os og syv til Kroatien. Når vi samtidig var så meget foran, røg koncentrationen nede bagved måske en smule. Det tager dog ingen glans af en fantastisk flot præstation."
"Vi havde arbejdet på at være klar fra start, da det er noget anderledes for vores spillere at skulle spille kamp allerede klokken 10.00 om formiddagen (lokal tid, red.). Samtidig vidste vi, at Kroatien havde kniven på struben efter nederlag i de to første kampe. Derfor synes vi også, at det var en rigtig, rigtig fin kamp af drengene, og det var godt at se Lasse Møller for alvor stemple ind i turneringen med ti mål i dag," siger Morten Henriksen.
Danmarks næste kamp er i morgen kl. 15.00 dansk tid, når værterne fra Rusland tager imod.
Pressekontakt
Alexander Elverlund
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 01
+45 27 41 41 31
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk