18/08-15
-
Pressemeddelelse
Dansk nederlag i VM-kvartfinalen
Danmark endte med sorteper i kampen om semifinalepladsen, da de stod over for Spanien. De rød/hvide måtte forlade hallen med et nederlag på 18-23.
Spanien spillede med et meget offensivt forsvar, der tydeligvis ikke behagede danskerne i starten af kampen. Hullerne var svære at finde, og derfor kom de danske scoringer ofte efter solopræstationer frem for i etableret angrebsspil. Spanierne var utroligt skarpe på afslutningerne, og deres keeper pillede pynten af de danske skytter gang på gang. Stillingen var derfor 13-8 til Spanien efter de første 30 minutter.
Det var dog som om, at Morten Henriksens drenge havde luret spanierne i pausen. Den 8-målsføring Spanien havde på et tidspunkt i første halvleg, blev i hvert fald reduceret til kun at være en 3-målsføring i starten af anden halvleg. Da Spanien oven i købet fik en 2-minutters udvisning i forbindelse med Danmarks 13-16-reducering, lå vejen for et dansk comeback helt åben.
Af uvisse årsager formåede hverken Danmark eller Spanien - der også fik en overtalsperiode - at score i ni minutter, og derfor skulle vi helt hen til 19. minut af anden halvleg, før der skete noget på tavlen. Det var desværre Spanien der bragte sig foran med fire mål, og så var det som om, pusten gik lidt af danskerne. Hver eneste gang der var lige ved at være kontakt, kiksede det for Danmark, og derfor kom de aldrig tættere på end tre mål.
Spanien endte med at udbygge en smule og tog derfor semifinalepladsen med en sejr på 23-18. Danmark skal dermed spille kamp om 5.-8. pladsen på onsdag og torsdag.
"Vi var rigtig uskarpe i dag, og samtidig har vi kæmpe problemer med at løse deres 5-1 forsvar. Det betyder, at vi skal jagte hele tiden, og det var svært uden tempo i spillet i første halvleg. Det bliver bedre i anden halvleg, men det skinner alligevel igennem, at vi har nogle spillere, der blev meget nervøse ved at stå i en så vigtig kamp. Det er der flere, der ikke har prøvet før," indleder landstræner, Morten Henriksen.
"Når vi kommer helt op på det her niveau, skal nogle af vores profiler træde i karaktér, og der må vi bare sige, at der er de en skygge af sig selv. Hvis vi vil helt til tops, kan vi ikke have sådan et udfald, og der skal vi måske være lidt skarpere i forberedelsen. Når vi først har lagt skuffelsen, er jeg dog sikker på, at vi nok skal være motiverede til at spille om at blive femtebedst i verden," slutter landstræneren
Pressekontakt
Alexander Elverlund
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 01
+45 27 41 41 31
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk