Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
20/08-15   -   Pressemeddelelse

Danmark møder Rumænien i EM-semifinalen

Selvom Danmark tabte den sidste mellemrundekamp mod Frankrig 22-20, havde det ingen betydning for den videre færd i turneringen, da førstepladsen i mellemrundegruppen allerede var sikret.

Der var tale om en resultatmæssig betydningsløs kamp i mellemrunden mod Frankrig, men kampen var på ingen måde ligegyldig. Landstræner Heine Eriksen havde nemlig på forhånd udråbt kampen som et opgør, hvor der skulle trænes forsvarsspil, da den defensive indsats mod Ungarn og Kroatien havde ladet en del tilbage at ønske.

Første halvleg var meget lige, og det lykkedes danskerne at lukke lidt bedre af end i de to førnævnte kampe. Til gengæld lykkedes det ikke, at få lige så godt fat i angrebsspillet som det har været tilfældet hidtil i turneringen. Derfor endte første halvleg også relativt målfattig med Danmark foran 13-12.

I anden halvleg fulgtes de to nationer pænt ad til 19-19, men så ramte Danmark en lang periode, hvor de ikke var i stand til at score, mens de franske piger formåede at gøre deres arbejde i offensiven. Det betød, at Frankrig kom foran med tre mål, og da der kun var få minutter tilbage af kampen, blev det for svært for Danmark at komme tilbage i kampen, der dermed endte med en fransk 22-20-sejr.

"Vi dækkede godt op i dag i både 3-2-1 og 6-0, men vi havde ingen fart i angrebsspillet, og vi var ikke i stand til at score mål. Vi har spillet fire gode angrebskampe, og nu kom der så en dårlig, hvor vi stort set valgte den forkerte løsning hver gang. Vi var uden tempo, uden energi, og når vi endelig kom op i fart, brændte vi store chancer. Vi kan dog glæde os over, at de kampe vi skulle vinde, dem har vi præsteret i. Der var det her lidt en 'gratis' kamp, så vi er ikke i kulkælderen over dette nederlag, selvom vi selvfølgelig er trætte af at tabe kampen," siger landstræner Heine Eriksen.

Da Rusland sikrede sig førstepladsen i den anden mellemrundegruppe foran Rumænien, står det klart, at Danmark møder netop Rumænien i EM-semifinalen på fredag kl. 20.30. Rumænerne kender Danmark særdeles godt efter at have mødt dem tre gange tidligere. Det betyder dog ikke nødvendigvis det store, påpeger Heine Eriksen:

"Vi har en fin statistik mod Rumænien, som vi har spillet uafgjort mod en enkelt gang og slået to gange. Det er dog længe siden nu, og det har ingen indflydelse, når det gælder en EM-semifinale. Udfordringen bliver, at det bliver en angrebsstil, som vi også havde problemer med mod Ungarn og Kroatien tidligere i turneringen," slutter landstræneren.

Pressekontakt

Alexander Elverlund
DHF Kommunikation
  +45 43 26 24 01
  +45 27 41 41 31

Firma

Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby, Danmark

  43 26 24 27
  29 16 09 10

http://www.dhf.dk

Modtag nyheder fra Dansk Håndbold Forbund på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire