28/09-15
-
Pressemeddelelse
Landstræneren evaluerer første kampe
For Klavs Bruun Jørgensen markerede turen til Makedonien også chancen for at se sit landshold i kamp for første gang. Det blev til to kampe mod det makedonske storhold, Vardar Skopje.
Danmark var blevet inviteret til Skopje af tidligere landstræner Jan Pytlick, da hans makedonske klub manglede kvalificeret modstand op til Champions League. Derfor drog 15 danske spillere sydpå for at møde Vardar Skopje i et dobbeltopgør fredag og lørdag. Begge kampe endte i nederlag til Danmark, men landstræneren fik lov til at se mange af sine idéer ført ud i livet, og han har nu fået en masse indtryk og materiale at arbejde videre med.
"Vi har fået set spillerne mod et hold, der ikke kendte os i forvejen og fået nogle indikationer af, hvor vores spillere står henne. Vi har også fået vigtige informationer om, hvordan pigerne klarer sig i vores måde at forsvare på men ikke mindst i forhold til, hvad de skal gøre fremadrettet," indleder landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der hele vejen igennem har krævet, at holdet skal være aggressivt.
"Det skal hellere være for vildt end for afventende, og vi har arbejdet meget med balancen mellem det offensive og defensive. I de her to kampe må vi bare sige, at det til tider blev lidt for offensivt. Vi var dog klar over, at det ville blive en udfordring at møde op og spille mod et af verdens bedste hold uden så meget som en træning først. Det synes jeg også, kampene bar præg af," fortsætter landstræneren og fortæller, at han har fået det ud af turen, som han havde håbet på. Samtidig noterede han sig også et par plusser i bogen:
"Anne Mette Pedersen har længe været god for København Håndbold, hvor hun scorer nærmest hver gang hun får chancen. Nu har jeg set, at hun også kan gøre det for os. I den anden ende af banen har vi fået bekræftet, at Stine Bodholt er stærk i det offensive forsvarsspil. Til sidst vil jeg også gerne give Mette Gravholt en stjerne for hendes spil hernede," slutter Klavs Bruun Jørgensen.
Allerede om otte dage samles truppen igen frem mod EM-kvalifikationskampene mod Tyrkiet og Portugal.
Pressekontakt
Alexander Elverlund
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 01
+45 27 41 41 31
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk