09/10-15
-
Pressemeddelelse
Det danske A-landshold vandt en solid sejr over Tyrkiet i EM-kvalifikationskampen på hjemmebane i Aarhus
De Danske håndboldkvinder spillede til aften den første af seks EM-Kvalifikationskampe. Modstanderen var Tyrkiet, og de fik stryg af et overbevisende dansk hold i Aarhus.
Det danske kvindelandshold spillede torsdag aften den første landskamp under landstræner Klavs Bruun Jørgensen. Det var den første kamp i EM-kvalifikationsturneringen frem mod EM 2016 i Sverige, og de tyrkiske modstandere fik en ordentlig overhaling, da de danske piger vandt med hele 28-19 (16-10) på hjemmebane i Aarhus, hvor over 4000 tilskuere var mødt frem.
Det var en solid dansk præstation i første halvleg, der lå til grund for pauseføringen på seks mål. Sandra Toft viste fin form i målet, mens det danske forsvarsspil arbejdede godt foran. Klavs Bruun Jørgensens offensive taktik viste sig nyttig mod Tyrkerne, der gang på gang fejlede mod Danmarks forsvar, og i den anden ende af banen fungerede det rød/hvide angrebsspil ganske glimrende.
Anden halvleg fortsatte Danmark det flotte spil, og føringen blev langsomt, men sikkert udbygget, så der midtvejs i halvlegen stod 22-13 på måltavlen. Mod slutningen af anden halvleg faldt kadencen dog en smule i det danske spil, men spændende blev det aldrig, og det danske landshold kan i morgen drage mod Portugal med det første EM-stik i bagagen.
Næste kamp i EM-kvalifikationen er på søndag, hvor Danmark møder Portugal på udebane klokken 17.10 dansk tid. Derpå følger Rusland i to kampe i marts, før kvalifikationsturneringen afsluttes i juni måned, hvor Danmark møder Portugal hjemme og Tyrkiet ude.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk