06/11-15
-
Pressemeddelelse
Danmark åbnede Golden League med sejr
Mange fine individuelle præstationer, da Danmark besejrede de franske multimestre
I en til tider lidt mat atmosfære åbnede det danske herrelandshold torsdag aften Golden League i Oslo med at besejre de franske multimestre med 23-22 efter 13-10 ved pausen.
Danmark kom bedst fra start, men anført af en konstant farlig Daniel Narcisse fik franskmændene hurtigt kontakt og de to hold fulgtes ad til 7-7 midt i 1. halvleg.
Det danske midterforsvar med René Toft Hansen og Alexander Lynggaard var velfungerende, selv om debuterende Lynggaard to gange før pausen kom for sent med sine tacklinger og blev belønnet med to gange to minutters udvisning.
Det blev til et rødt kort lige efter sideskiftet, da St. Raphael spilleren så rødt efter en tackling på Narcisse. En lidt brat og hårdt dømt afslutning på en ellers vellykket debut, der også førte to scoringer med sig.
Blandt andet kampens smukkeste, da Mikkel Hansen med en suveræn quarterback aflevering spillede Lynggaard fri til kontrascoringen til 10-7.
Danmark var også foran 11-7, før franskmændene fik lukket lidt af hullet. Men den danske pauseføring på 13-10 blev sikret i sidste sekund med et stående flæk fra endnu en debutant, Peter Balling.
Også Simon Hald kom på scoringstavlen, da han afløste Lynggaard og scorede til 17-11 i en periode, hvor franskmændenes spil var underligt usammenhængende.
Og da Danmark efter en del forkølede afslutninger scorede til 18-13, var det en tredje ny spiller, Lasse Andersson, der i velkendt hardhitter stil markerede sig på den store landsholdsscene.
Veteranen Jerome Fernandez kom ind og fik styret det franske spil så effektivt, at der til slut var ved at indfinde sig en smule spænding, men tættere på end et mål, kom mestrene aldrig.
Pressekontakt
Finn Tage Jensen
Presse- og kommunikationschef
43 26 24 27
29 16 09 10
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk