I forbindelse med kvindernes VM på hjemmebane sætter Dansk Håndbold Forbund fokus på frivilligheden og lancerer i den forbindelse en video, der anerkender den vigtige indsats fra ildsjælene i håndbold-Danmark.
I denne måned afvikles det 22. verdensmesterskab i kvindehåndbold på dansk grund, og i den forbindelse har Dansk Håndbold Forbund valgt at hylde den store frivilligindsats, der ikke kun er en afgørende del af VM-slutrundens maskinrum, men som er hele det fundament, dansk håndbold bygger på.
"Til dette mesterskab alene har vi 1200 frivillige i gang, og det er derfor helt oplagt at benytte lejligheden til at sætte fokus på vigtigheden og værdien af den frivillige indsats," lyder det fra Morten Stig Christensen, generalsekretær i DHF, der uddyber:
"Når vi er i stand til at generere et overskud til vores mesterskaber på hjemmebane, er det jo på grund af alle de frivillige hænder, og det er også derfor, vi øremærker overskuddet til breddeaktiviteter, så vi sikrer, at pengene kommer ud at arbejde, hvor det er til gavn for foreningerne."
Hjertefrivillige får særlig VM-oplevelse Udover videoen har DHF ladet foreninger nominere deres såkaldt hjertefrivillige, som har kunnet vinde en helt speciel oplevelse i VM-arenaerne. Og der er en helt særlig grund til, at det er helt oplagt at lade VM være afsættet til anerkendelsen.
"Alle håndboldstjernerne, vi ser til dette VM, startede jo ude i foreningerne, hvor de frivillige trænere og ledere har lært dem at kaste og gribe og motiveret dem til at dyrke deres håndboldtalenter. Jeg synes, det er vigtigt, at vi husker at synliggøre og anerkende dette arbejde, og det er mit grundlæggende syn, at vi aldrig må glemme, hvor det hele starter, nemlig i foreningerne," afrunder Morten Stig Christensen.
Følg VM på Facebook, Instagram, Twitter og Snapchat: Heart of handball
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.