07/01-16
-
Pressemeddelelse
Unibet spiller med herrelandsholdet
DHF og Unibet har indgået et spændende samarbejde, der sætter Unibet på håndboldherrernes bukser de følgende 13 måneder.
"Vi er først og fremmest enormt glade og stolte over, at være Officiel Betting Partner for Håndboldherrene. Aftalen afspejler i høj grad vores ønske om at være repræsenterede på første række i dansk sport, og vi ser frem til arbejde tæt sammen med DHF i årets løb," indleder Stefan Pflug, Brand Activation Manager hos Unibet Danmark.
"Når vi laver aftaler af denne karakter, er det med målsætningen om at være en engageret partner. Danske håndboldfans kan derfor se frem til flere spændende tiltag fra vores fælles front - herunder kampagner til nye og eksisterende kunder, konkurrencer og indhold til de sociale medier".
Det er således en dedikeret og aktiv partner, der er kommet på banen, og det glæder direktør i Dansk Håndbold Forbund, Henrik M. Jacobsen:
"Vi går altid målrettet efter partnere, der har et ønske om at få mest muligt ud af samarbejdet. For os er det en kæmpe gevinst, når en stor spiller som Unibet indtræder med så meget engagement og virkelyst allerede fra starten, og jeg er sikker på, at dette partnerskab vil hæve barren for kommercielle samarbejder og åbne nye døre."
Håndbolden samler Danmark
Unibet Danmark begrunder partnerskabet med blandt andet den store andel af danskere, der gang på gang følger håndboldlandsholdene og skaber håndboldfeber over hele landet, når de store turneringer kører.
"Det er helt tydeligt, at håndbold er en sportsgren, der virkelig evner at samle hele Danmark - senest ved VM i kvindehåndbold, hvor de danske kampe havde mere end en million tv-seere. Med dette partnerskab har vi derfor en klar forventning om, at kunne nå ud til en masse sportsglade danskere, som måske er eksponerede overfor Unibet i mindre grad end de målgrupper vi rammer hyppigt via eksempelvis fodbold," siger Stefan Pflug og afrunder:
"DHF er kendt som en enormt aktiv partner, og vi glæder os til at bygge videre på deres erfaringer med aktivering af sponsorater. Samtidig har Unibet særligt i de sidste år arbejdet meget med at skabe engagerende indhold til sportsfans, og netop det vil vi blive ved med i samarbejde med DHF."
Aftalen trådte i kraft 1. januar, og allerede i aften løber Unibet på banen sammen med Mikkel Hansen og co., når herrelandsholdet tager hul på Golden League-turneringen i Frankrig. Kampen vises på TV 2 fra klokken 20.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk