09/03-16
-
Pressemeddelelse
Rusland slår Danmark 31-27
Der var lagt op til et tæt opgør om førstepladsen i EM-kvalifikationsgruppe 6 mellem værterne fra Rusland og Danmark. Begge mandskaber kom til kampen i Astrakhan med maksimum point, efter sejre over gruppens to andre hold Portugal og Tyrkiet.
En tætpakket hal i det sydlige Rusland udgjorde rammerne for en svær kamp for de danske håndboldkvinder. Det danske mandskab lod sig ikke kyse, og trods et aggressivt russisk forsvar kom håndbolddamerne godt fra start. Specielt Anne Mette Hansen og Stine Jørgensen gjorde en god figur. Efter de første fem minutter var alt lige 3-3.
I løbet af 1.halvleg fik Rusland overtaget. Der sneg sig flere fejl ind i det danske angrebsspil, og det russiske forsvar begyndte at tage fat. Angrebsmæssigt begyndte russerne også at bide fra sig. Den 20-årige russiske landsholdspiller Anna Vyakhireva spillede blot sin 13. landskamp, men det var ikke til at se. Det russiske stjerneskud voldte det danske forsvar store problemer med flere mål og assists.
Rusland trak fra i slutningen af 1.halvleg og kunne gå til pause foran med 16-12.
Godkendt dansk indsats
Danmark kom stærkt ud fra pausen og lavede lynhurtigt tre mål. Russerne fortsatte spillet fra 1.halvleg og blev ved med at presse det danske mandskab med deres store fysisk. Efter ti minutters spil var forskellen stadig på fire mål, 23-19.
Som 2.halvelg skred frem begyndte begge mandskaber at brænde mange af deres chancer, og spillet blev til tider rodet. Det danske landshold havde hele syv nye ansigter i truppen til dagens kamp, hvoraf flere fik spilletid. Trods mange gode præstationer blev det også synligt, at der var flere nye spillere på banen. Der var flere danske misforståelser i forsvaret og det udnyttede russerne.
Trods det russiske overtag kampen igennem kæmpede håndbolddamerne bravt og spillede til tider flot håndbold på en svær russisk udebane. Rusland blev dog en for stor mundfuld og kunne trække sig sejrrigt ud af kampen med cifrene 31-27.
Du kan se håndboldkvinderne i aktion allerede på lørdag, hvor de tager imod Rusland hjemme i Næstved kl. 17.10 på TV 2.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk