26/03-16
-
Pressemeddelelse
Herrelandsholdet mister to samlingsdage
Det danske herrelandsholds kommende træningssamling kan først starte to dage senere end planlagt, efter at Flensburg-Handewitt har afvist at frigive spillere.
Når det danske herrelandshold samles forud for OL-kvalifikationsturneringen den 8.-10. april var det planlagt, at samlingen skulle begynde tirsdag den 29. marts. Denne plan blev sendt ud til spillernes klubber allerede i juli 2015, men nu har Flensburg Handewitt meddelt, at de ikke vil frigive deres spillere før den 31. marts, hvilket kun giver landsholdet en samlingsdag inden træningskampen mod Tyskland den 1. april.
"Det virker meget mærkeligt, at Flensburg ikke vil frigive spillerne, for det tyske landshold mødes allerede på mandag, og alle de andre tyske klubber har indgået på de vilkår," siger sportschef Ulrik Wilbek, der ikke er tilfreds med klubbens timing.
"Klubben har kendt til planen siden 8. juli sidste år, så at de først kommer med udmeldingen nu, hvor alle flybilletter og overnatninger for længst er bestilt - det forekommer meget mærkeligt."
Meddelelsen fra Flensburg-Handewitt kom torsdag, og begrundelsen er, at spillerne er belastet. De seneste to dage har der været korrespondance mellem DHF og klubben, hvori det fra DHF's side er forsøgt at finde et kompromis, men det er ikke lykkedes. Eftersom det omhandler hele fem landsholdsspillere (Rasmus Lauge, Henrik Toft, Anders Eggert, Lasse Svan og Kevin Møller), har landstræner Gudmundur Gudmundsson set sig nødsaget til at udskyde samlingen.
"Vi har været tvunget til at aflyse den planlagte træningssamling i Kronau, og det er klart, at det ødelægger en stor del af vores forberedelser," siger Gudmundur Gudmundsson.
Ændringen betyder, at landsholdet nu tager direkte til Køln den 31. marts, hvor de spiller landskamp mod tyskerne den 1. april. Herefter tager de lørdag morgen, den 2. april, til Herning, hvor de er samlet frem mod OL-kvalifikationsturneringen på hjemmebane i Jyske Bank Boxen den 8.-10. april.
Pressekontakt
Bodil Kjærgaard
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 09
+45 22 25 24 29
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk