05/04-16
-
Pressemeddelelse
Stadig medlemstilbagegang i håndbolden
Den årlige rapport om foreningsidrætten i Danmark er sendt på gaden. Håndbolden oplever stadig tilbagegang på medlemssiden.
Danmarks Idrætsforbunds status på foreningsidrætten i Danmark, "Idrætten i tal 2015", er netop blevet offentliggjort. Rapporten viser et fortsat fald i foreningsidrætten som helhed og herunder et fald i antallet af aktive håndboldspillere. Danmarks Idrætsforbund skriver blandt andet:
"Et andet specialforbund som også har oplevet en tilbagegang er Dansk Håndbold Forbund, som på trods af deres projekt 'knæk kurven' oplever en tilbagegang i medlemstallet på 2.690 eller 2,5 pct. af deres medlemmer."
Det er vigtigt at gøre det klart, at man endnu ikke kan konkludere noget omkring håndboldens store Knæk Kurven-projekt. Det fastslår udviklingschef i Dansk Håndbold Forbund, Søren Simonsen:
"Vi har et mål i Knæk Kurven om at få halvdelen af de ca. 800 håndboldforeninger igennem et længere forløb med blandt andet KLUB-BUILDING, der i nogle tilfælde strækker sig over en periode op til et år. Vi har kun lige fået første bølge af foreninger igennem forløbet her i slutningen af 2015, og vi kan derfor overhovedet ikke sige noget om, hvorvidt Knæk Kurven som indsats har den forventede virkning," siger udviklingschefen, men understreger stadig alvoren i de faldende medlemstal:
"Vi har en klar forventning om, at projektet på sigt nok skal være medvirkende årsag til at vi får knækket kurven. Men selvfølgelig er det bekymrende, at det er i de to yngste aldersgrupper, at vi ser næsten hele vores medlemsafgang. Det er jo her vi traditionelt er allerstærkest," slutter Søren Simonsen med henvisning til tallene i Danmarks Idrætsforbunds rapport, der viser, at tilbagegangen især finder sted i de to yngste aldersgrupper med en tilbagegang på henholdsvis 1.244 medlemmer blandt de 0-12-årige og 1.077 blandt de 13-18-årige.
Tilbagegangen på 2.321 medlemmer blandt børn og unge er ud af en samlet medlemstilbagegang på 2.690 eller 2,5 % i 2015. Håndbolden og foreningsidrætten som helhed oplever især øget konkurrence fra aktiviteter som motionsløb, motionscykling, triatlon og fitnesstræning, der har oplevet stor medlemstilgang i en del år efterhånden. Derfor arbejder Dansk Håndbold Forbund blandt andet også med motionsrettede aktiviteter som Håndboldfitness ude i foreningerne.
Pressekontakt
Alexander Elverlund
DHF Kommunikation
+45 43 26 24 01
+45 27 41 41 31
Firma
Dansk Håndbold Forbund
Idrættens Hus, Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43 26 24 27
29 16 09 10
http://www.dhf.dk