11/10-02
-
Pressemeddelelse
DANSK IT: IT-partnerskabernes "hvad, hvorfor, hvornår og hvordan"
DANSK IT offentliggører i dag en publikation om it-partnerskaber under titlen "IT-partnerskaber. Ny samarbejdsform eller nydansk for samarbejde?" Publikationen beskriver, som den første i Danmark, konkret hvad et it-partnerskab dækker over som særlig aftaleform. Publikationen er et led i DANSK ITs løbende tiltag for etablering af mere succesfuld it-udvikling i Danmark.
It-partnerskaber har efterhånden vundet sikker indpas som et af tidens buzzwords, der anvendes i mange forskellige sammenhænge. Det er derfor vigtigt at understrege, at der er tale om en aftaleform med særlige egenskaber. Egenskaber der i nogen tilfælde kan være med til at øge kvalitet og succesrate i de offentlige og private forandringsprojekter, der igangsættes. Hvad, hvorfor, hvornår og hvordan er derfor de relevante spørgsmål, der besvares i publikationen.
Det er især projekter, der er kendetegnet ved stor kompleksitet med dynamiske slutmål af forretningsmæssig eller strategisk karakter, der kan egne sig til at blive løst i et it-partnerskab. Medforfatter og formand for DANSK ITs udvalg for offentlig it, Ejvind Jørgensen, siger i den forbindelse, at "det er interessant at konstatere at udviklingen går i retning af et stigende antal komplicerede projekter i de kommende år".
Selvom it-partnerskaber ikke egner sig til alle it-projekter, bør metoden alligevel tiltrække sig opmærksomhed, der rækker videre end de tilfælde hvor den rene partnerskabsform er fordelagtig: "It-partnerskaber bygger på et tankesæt, hvorfra der kan tages brugbare ideer, der går fint i spænd med eksisterende udviklingsmetoder. It-partnerskaber er altså ikke et spørgsmål om enten-eller" udtaler udviklingschef i DANSK IT, Jacob Primault.
Publikationen kan downloades fra foreningens hjemmeside på adressen www.dansk-it.dk/sw882.asp
Yderligere kommentarer til denne pressemeddelelse kan fås hos Ejvind Jørgensen, tlf. 24 69 78 78 eller Jacob Primault, tlf. 22 55 87 45
Relevant information
http://www.dansk-it.dk/sw882.asp