19/08-03
-
Pressemeddelelse
DANSK IT: Giv cheferne i det offentlige et PC-kørekort®
"Hvem kender ikke den leder som nærmest gør en dyd ud af, at han ikke selv benytter sig af it ... og som i værste fald direkte modarbejder en effektiv udnyttelse af den digitale forvaltning i sin adfærd."
"Lederen skal være rollemodel for sine medarbejdere med hensyn til anvendelse og udnyttelse af informationsteknologien."
Citater fra "IT i Praksis 2003"
Rapporten IT i praksis 2003 peger bl.a. på vigtigheden af ledere går forrest i anvendelse af it i dagligdagen. Den enkelte leder skal være rollemodel for medarbejderne med hensyn til at anvende og udnytte it. Det kan mange ledere ikke i dag, så derfor stiller DANSK IT forslag om PC-kørekort® til alle offentlige chefer.
- Jeg håber politikerne har mod til at stille et sådant krav. Dets gennemførelse vil have større effekt end vi regner med, siger Tony Franke, direktør i DANSK IT.
Med indførelse af e-dag 1. september i år kommer mange chefer til at stifte bekendtskab med it på en ny måde. Krav om digital forvaltning bliver nærværende på alle niveauer. Hvis det skal blive en succes, har chefer en pligt til at udfordre bestående fremgangsmåder og vanetænkning og se, hvor it kan gøre en forskel.
DANSK IT mener det er nødvendigt at skabe en høj bevidsthed i den samlede ledelse og der skal målrettet arbejdes med kompetenceudvikling. Det er nødvendigt at integrere it i lederuddannelsen.
Hvis du ønsker yderligere kommentarer til denne pressemeddelelse, kan du kontakte direktør Tony Franke, DANSK IT, på tlf. 40 62 15 60.
Citaterne stammer fra IT i praksis 2003, som netop er udkommet. IT i praksis er udarbejdet af PLS Rambøll Management i samarbejde med DANSK IT. Rapporten fortæller om it-udviklingen i de 300 største danske offentlige og private virksomheder.
Relevant information
http://www.dansk-it.dk