04/11-03
-
Pressemeddelelse
DANSK IT vinder retssag mod TDC
Der er i dag afsagt dom i den retssag, DANSK IT som mandatar for Novo Nordisk, har anlagt mod TDC. Dommen idømmer TDC at betale den for meget opkrævede afgift for leje af faste kredsløb i perioden 15. august 1998 til 15. august 1999.
- Dommen fastslår, at TDC har handlet retsstridigt og at TDC derfor dømmes til at tilbagebetale et betydeligt beløb til Novo Nordisk og sagsomkostninger til DANSK IT. Det er vi naturligvis meget tilfredse med, udtaler direktør Tony Franke, DANSK IT.
- Landsretten fastslår ligeledes, at TDC på eget initiativ skal foretage en regulering af sine priser og ikke vente på en anmodning fra IT- og Telestyrelsen eller en kunde. Det er vi selvfølgelig også glade for.
Hvad angår den periode, der skal tilbagebetales for, er det Landsrettens opfattelse, at det er perioden fra 15. august 1998 til 15. august 1999, det vil sige ca. halvdelen af, hvad Novo Nordisk og DANSK IT havde ønsket (1. juli 1997 - 15. august 1999).
- Dommen har principiel betydning. En lang række danske virksomheder vil nu kunne gøre krav gældende. DANSK IT har tidligere aftalt med TDC, at tilsvarende krav ikke forældes før den 15. august 2004, siger Tony Franke.
- Vi vil nu studere dommen nærmere sammen med vores advokat og Novo Nordisk's advokater, førend vi beslutter os for, om dommen skal ankes.
Yderligere oplysninger om sagen kan fås hos direktør Tony Franke, tlf. 40 62 15 60
Dommens præmisser og konklusion findes på DANSK IT's hjemmeside www.dansk.it.dk/sw1850.asp
Relevant information
http://www.dansk.it.dk/sw1850.asp