30/12-03
-
Pressemeddelelse
DANSK IT og Novo Nordisk anker sag om TDC-tilbagebetaling af mere end kr. 250 mio. kr. til Højesteret
DANSK IT og Novo Nordisk ankede den 22. december landsretsdom af 4. november 2003 til Højesteret. I landsretsdommen blev TDC dømt til at tilbagebetale mere end en ½ mio. kr. i for meget opkrævet leje af såkaldt faste kredsløb. Selvom DANSK IT og Novo Nordisk således vandt sagen, ankes dommen nu til Højesteret.
Landsretten gav DANSK IT og Novo Nordisk principielt ret i, at TDC overtrådte lovgivningen. TDC blev dømt til at tilbagebetale for meget opkrævet leje af faste kredsløb i perioden 15. august 1998 til 15. august 1999.
- Vi anker, fordi tilbagebetalingsperioden efter vores opfattelse skal udvides med over et år, så den gælder fra 1. juli 1997 til 15. august 1999. I den konkrete sag vil det betyde mere end en firedobling af det beløb, der skal tilbagebetales af TDC, understreger Tony Franke, direktør i DANSK IT.
Andre kan kræve tilbagebetaling for mere end kr. 250 millioner
Sagen er af helt principiel karakter og alle de andre kunder, der i 1997-1999 lejede faste kredsløb hos TDC har også penge til gode. Efter TDC's egne beregninger er der tale om mere end 250 mio. kr.
Andre kunder skal i øjeblikket gøre kravet gældende inden forældelsesfristen 15. august 2004. Højesteret når formentlig ikke at træffe en afgørelse inden 15. august 2004, og derfor håber DANSK IT, at TDC vil være med til at udsætte forældelsesfristen.
- Jeg håber da, at TDC vil være med til at lade realindholdet i denne sag være det afgørende. Hvis TDC i strid med lovgivningen har opkrævet for meget, bør dette betales tilbage. Selvom det ikke er TDC's skyld, at det kommer til at tage mere end 4 år at få retssystemet til at træffe endelig afgørelse i en sådan sag, så er det mest rimelige trods alt, at det bliver spørgsmålet om der er opkrævet for meget eller ej, og ikke en tilfældig forældelsesfrist, der afgør om kunderne får deres penge igen, udtaler Tony Franke.
Som virksomhed bør man i første omgang tilmelde sig DANSK IT's nyhedsservice om sagen på www.dansk-it.dk/sw773.asp. Her kan man få præcise oplysninger, om hvordan man skal forholde sig, hvis man er berørt af retssagens udfald. Man kan selvfølgelig også kontakte DANSK IT, Anders Sparre (e-post: asp@dansk-it.dk), hvis man har spørgsmål til sagen.
Yderligere oplysninger om retssagen kan fås hos DANSK IT's direktør Tony Franke, mobil 40 62 15 60.
Relevant information
http://www.dansk-it.dk