02/02-04
-
Pressemeddelelse
DANSK IT: Ros til TDC for at udsætte forældelsesfrist
Forældelsesfristen i den verserende retssag mellem TDC og DANSK IT (som mandatar for Novo Nordisk) vedr. for meget betalt leje af faste kredsløb i 1997 - 99 udsættes til to måneder efter, at der foreligger en højesteretsdom.
DANSK IT har anket Landsrettens dom af 4. november 2003 til Højesteret. Sagen føres konkret af DANSK IT som mandatar for Novo Nordisk, men mange andre virksomheder har købt tilsvarende, faste kredsløb, og dommen i sagen bliver retningsgivende for deres mulighed for at få tilbagebetalt noget af det dengang opkrævede. Alt efter Højesterets afgørelse er der tale om mere end 250 mio. kr.
- Vi er meget tilfredse med at TDC nu har valgt at forlænge forældelsesfristen til efter der foreligger en højesteretsdom, udtaler Tony Franke, direktør i DANSK IT. Det betyder, at andre virksomheder, der evt. vil gøre krav gældende, kan overveje dette på baggrund af sagens reelle juridiske indhold alene og ikke er tvunget til at beslutte sig ud fra et procesretligt forhold, som en forældelsesfrist er. TDC fortjener ros for med denne beslutning at medvirke til, at kunder, der måtte have betalt for meget, også får en reel mulighed for at få dette tilbage.
Virksomheder, der evt. har betalt for meget, og andre med interesse for sagen kan læse mere herom og i øvrigt tilmelde sig en nyhedsservice om sagen på www.dansk-it.dk/sw773.asp
Yderligere oplysninger om denne sag kan rettes til: direktør Tony Franke, tlf. 40 62 15 60
Relevant information
http://www.dansk-it.dk