29/07-04
-
Pressemeddelelse
DANSK IT: It-uddannelser skal gøres mere populære
I dag offentliggøres hvem, der er kommet ind på en lang- eller kort uddannelse. 58.000 unge får besked, om de er kommet ind på deres ønskestudium. Men kun få har søgt en it-uddannelse, og der er ledige pladser på de fleste it-uddannelser. Det vækker bekymring hos DANSK IT.
- Danmark har i lang tid arbejdet på at blive et førende it-teknologisk land. Der er taget mange initiativer som f.eks. oprettelse af de to it-universiteter i Øst- og Vestdanmark og der er også udpeget et par væsentlige forskningsområder som bl.a. nonoteknologi, hvor Danmark gerne vil stå stærkt.. Det er derfor bekymrende, når de unge så ikke vælger en it-uddannelse, siger næstformand i DANSK IT, Niels Vorum-Petersen, der også er direktør for Berlingske IT.
- Jeg frygter, at de ledige pladser på universiteterne skyldes, at der tales meget om, at it-erhvervet er i krise. Det er jo ikke tilfældet, siger Niels Vorum-Petersen, men de unge bliver skræmt væk af omtalen. Der sker selvfølgelig job-justeringer, men der vil altid være et behov for højtuddannede med specialistviden inden for it, så der er ingen grund til at f.eks. datalogistudiet eller visse retninger inden for ingeniøruddannelserne får et vigende optag. Dette skal også ses i lyset af, at de natur- og de tekniske uddannelser faktisk oplever et øget optag i år i forhold til sidste år.
- Uddannelsesinstitutionerne såvel som Videnskabsministeriet bør gøre mere for at forklare om indhold og perspektiver i uddannelserne. Jeg synes vi savner nogle ikoner, der kan vise, at det er spændende at arbejde med it og at der er så utrolig mange muligheder med it. Tænk bare på spil-verdenen, hvor man arbejder med så mange nye måder at bruge teknologien på eller pervasive computing, hvor it bliver indlejret i alt lige fra tøj, biler og anden teknologi, siger Niels Vorum-Petersen.
- Vi må ikke komme i en situation, hvor vi mangler den faglige ekspertise til at gøre Danmark til et førende teknologisk land, slutter Niels Vorum-Petersen, DANSK IT
Yderligere oplysninger om denne pressemeddelelse kan rettes til næstformand Niels Vorum-Petersen, mobil 22 67 68 69, eller afdelingschef Jacob Primault, DANSK IT, tlf. 22 55 87 45.
Relevant information
http://NULL