17/02-05
-
Pressemeddelelse
OECD hænger fast i gamle dogmer
I en netop offentliggjort og stort opsat analyse fra OECD efterlyses reformer, der øger arbejdsudbudet og øger produktiviteten i Danmark. Analysen følges af konkrete anbefalinger til handling. DANSK IT finder det overraskende og meget uforståeligt, at OECD ikke nævner informationsteknologiens rolle med et ord.
At dømme ud fra den netop offentliggjorde analyse fra OECD, har organisationen endnu ikke forladt industrisamfundet. Anbefalinger til øget arbejdsudbud og - i særdeleshed - en effektivisering af den offentlige sektor, springer fuldstændig over betydningen af og potentialet bag informationsteknologien.
- Den væsentligste kilde til effektivisering af den offentlige sektor i indeværende og næste årti ligger i en tilpasning og ændring af den offentlige forvaltning, så teknologiens potentiale realiseres, siger cand.polit Jacob Primault, afdelingschef i DANSK IT.
De tilhørende effektiviseringsgevinster ligger i milliardklassen. Midlerne er bl.a. en mere offensiv national koordinering af digitaliseringsindsatsen, langt mere åbne og standardiserede it-systemer og en organisering, hvor de skarpe myndighedsskel opblødes.
Ifølge Jacob Primault vil der være tale om en bemærkelsesværdig transformation af den offentlige sektor, der over en årrække vil bryde med traditionelle opfattelser af, hvordan den offentlige forvaltning skal løse sine opgaver og hvordan services skal tilbydes til borgere og virksomheder.
- Der er i høj grad tale om en reformering, der kræver stor politisk bevågenhed og sikre strategiske valg, siger Jacob Primault.
Så meget mere kan det undre, at OECD ikke inddrager informationsteknologi mere konsekvent i deres anbefalinger.
- De ellers meget kvalificerede analyser fra OECD får en helt berettiget opmærksomhed fra politisk hold. Derfor er det særlig ærgerligt, at OECD ikke bekender sig til de rammer, der gør sig gældende i videnssamfundet, slutter Jacob Primault.
Relevant information
http://www.dansk-it.dk