Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
14/05-04   -   Pressemeddelelse

DANSK IT: Registrering af teletrafik frygtes virkningsløs

- Det risikerer at blive et slag i luften til mange millioner kroner. Det siger DANSK IT´s formand, Per Buchwaldt, om Justitsministeriets forslag til logningsbekendtgørelse. Det er den bekendtgørelse, som fastlægger, at teleudbydere skal registrere og gemme oplysninger om teletrafik i et år.

DANSK IT, der er de professionelle it-brugeres organisation, har netop sendt sit høringssvar til Justitsministeriet, og foreningen lægger ikke skjul på sin tvivl om, hvorvidt bekendtgørelsen overhovedet vil få nogen virkning, fordi den indeholder en lang række undtagelser. Derudover vil den pålægge teleselskaber, virksomheder og telebrugere store omkostninger.

Formålet med bekendtgørelsen er ifølge Justitsministeriet at give politiet bedre muligheder for efterforskning og retsforfølgning af alvorlige straffesager såsom organiseret kriminalitet, børneporno og terrorisme.

Justitsministeriet har af forskellige årsager foreslået en række undtagelser fra kravet om logning. Offentlige myndigheder og institutioner, fx biblioteker, universiteter og skoler, mindre antenne- og bolignetforeninger m.v. behøver derfor ikke at opfylde samme krav som andre, der stiller teletjenester til rådighed. DANSK IT mener, at der dermed er skabt så mange huller, at terrorister og andre med onde hensigter vil få let ved at finde "kædens svage led", og de vil få et utal af muligheder for at kommunikere, uden at kommunikationen bliver registreret.
- Listen over undtagelser er blevet så lang og bred, at den faktiske virkning bliver illusorisk, siger Per Buchwaldt.

Dertil er det en væsentlig ændring, at teleudbydere nu pålægges at registrere en lang række oplysninger om fx opkaldstidspunkt, opkaldsvarighed og identiteten på det anvendte udstyr. Hidtil har politiet kunnet nøjes med at anvende de oplysninger, udbyderne i forvejen gemte af andre, forretningsmæssige årsager. DANSK IT påpeger derfor, at Justitsministeriet ikke har gjort rede for, hvad omkostningerne og den forventede virkning af den stærkt udvidede registreringspligt vil være.

Endelig peger DANSK IT på, at den teknologiske udvikling konstant vil udfordre bekendtgørelsens krav og afgrænsninger. Eksempelvis lader internetbaseret kommunikation som ip-telefoni og instant messaging sig næppe registrere efter de normer, bekendtgørelsen forudsætter.

- Kort sagt frygter DANSK IT, at bekendtgørelsen kun vil få betydning for amatøragtige småforbrydere, mens terrorister og andre med stærke kriminelle motiver let vil finde veje at slippe udenom. Og samtidig bliver der sendt en stor regning videre til det store flertal af lovlydige borgere og virksomheder, slutter Per Buchwaldt.

Per Buchwaldt kan træffes på tlf. 40 50 30 00.

DANSK IT´s høringssvar kan læses på
www.dansk-it.dk/sw2418.asp

Relevant information

http://www.dansk-it.dk


Pressekontakt


Firma

DANSK IT
Bredgade 25 A
1260 København K, Danmark

  33 11 15 60
  33 93 15 80

http://www.dansk-it.dk

Modtag nyheder fra DANSK IT på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater