24/06-04
-
Pressemeddelelse
DANSK IT: Kommunalreform på plads - it er nøglen til succesfuld gennemførelse
- Nu skal der ikke tales mere om kommunestørrelser og opgavefordeling. Nu skal det handle om, hvordan de nye kommuner og regioner kommer til at fungere i praksis. Her er informationsteknologien en afgørende parameter. Så markant lyder meldingen fra afdelingschef i DANSK IT, Jacob Primault.
DANSK IT - Danmarks organisation for it-professionelle - har gennem de sidste to år fulgt arbejdet med det nye Danmarkskort tæt. Målet er en mere effektiv og serviceorienteret offentlig sektor, og DANSK IT mener, at informationsteknologi er en nøgleparameter til at nå målet.
- It indgår som et nødvendigt værktøj til sikring af både effektivisering, faglig bæredygtighed og koordinering og styring af tværgående opgaver, siger Jacob Primault.
DANSK IT ser i kommunalreformen et nationalt it-projekt med betragtelig kompleksitet og omfang. For at it-omlægningen kan gennemføres smidigt og effektivt, mener DANSK IT, at det er nødvendigt med en nationalt koordineret indsats, hvor den tilstrækkelige beslutningskraft er til stede.
- Koordineringen skal blandt andet sikre, at it-systemerne kan kommunikere med hinanden på tværs af nye myndighedsskel og at udbud og forhandlinger med leverandører kommer til at foregå effektivt, siger Jacob Primault.
Opfordringen fra DANSK IT lyder derfor, at det nu gælder om at holde hovedet koldt og få skabt et komplet overblik over opgaverne i de nye kommuner. Der skal træffes beslutninger om, hvilke it-systemer der nødvendigvis skal fungere i de nye enheder pr. 1. januar 2007. Samtidig skal linjerne lægges for den langsigtede tilpasning, som udnytter teknologiens muligheder for organisatoriske forandringer, effektiviseringer og serviceforbedringer i fremtidens digitale forvaltning.
Jacob Primault kan træffes på tlf. 22 55 87 45.
Relevant information
http://www.dansk-it.dk