18/05-05
-
Pressemeddelelse
Dansk IT: Politiet i teknologisk tidskapsel
Visionsudvalgets rapport om politiet afdækker en ny teknologisk tidslomme indenfor den offentlige sektors it-anvendelse. DANSK IT hilser rapporten velkommen og tager visionsudvalgets store vægtning af de teknologiske aspekter af politiets virke som udtryk for teknologiens stadig mere gennemgribende betydning.
Visionsudvalgets netop offentliggjorte rapport dokumenterer, at politiet har levet i en forbløffende teknologisk tidslomme, der i nogle sammenhænge er mere end 10 år gammel.
DANSK IT´s direktør, Tony Franke, finder de eksisterende forhold stærkt kritisabel, men glæder sig samtidig over det fremsyn og de gode it-anbefalinger, der nævnes i rapporten. "Nu gælder det om, at politiet hurtigst muligt kommer på omgangshøjde i forhold til en it-understøttet effektivisering af organisering og arbejdsmetode såvel som opklaring af kriminalitet" siger Tony Franke.
Også i forhold til den enkelte borger vil en øget it-anvendelse ifølge DANSK IT´s direktør få en meget synlig og gavnlig effekt.
- Det forekommer f.eks. ikke hensigtsmæssigt, at politiet skal bruge tid på at uddele bøder for glemt kørekort til folk, der både har ret til at køre bil og overholder færdselsreglerne. Et opslag på en PDA eller anden mobil enhed, kunne hurtig afklare, om personen har ret til at køre bil, og politiet skal alligevel tjekke om bilen er meldt stjålet, siger Tony Franke, der retter en stærk opfordring til, at de anbefalinger, der rettes af visionsudvalget på det tekniske område, bliver udmøntet i konkrete it-initiativer.
Yderligere oplysninger om denne pressemeddelelse: Tony Franke, direktør for DANSK IT, tlf. 4062 1560.
Relevant information
http://www.dansk-it.dk