31/05-05
-
Pressemeddelelse
DANSK IT: Fremtidens vækst
- Skridtet fra strukturpolitik til konkret handling bør følges af en stærk skelen til den vigtige rolle informationsteknologi indtager.
- Kombinationen af informationsteknologi og discipliner som sundhed, byggeri, design eller arkitektur.
- Løsninger og services indenfor digital forvaltning bliver en af globaliseringens stærkt efterspurgte handelsvarer.
DANSK IT hilser rapporten fra Tænketanken Fremtidens Vækst velkommen. Der er tale om et meget værdifuldt afsæt, der tegner gode overordnede retningslinjer for et kreativt, innovativt og lønsomt dansk samfund i rammerne af globaliseringen. DANSK IT afventer nu spændt en politisk tilkendegivelse, der forklarer hvordan Danmark kommer fra Tænketankens gode strukturpolitiske anbefalinger til politisk handling og konkrete initiativer.
- Skridtet fra strukturpolitik til konkret handling bør følges af en stærk skelen til den vigtige rolle informationsteknologi indtager, siger Tony Franke, direktør i DANSK IT. Og rapporten fra fremtidens vækst udgør et godt grundlag:
- Der peges på behovet for bedre uddannelse og mere forskning og vi kunne ikke være mere enige. Blot skal vi sikre, at vi ikke kun uddanner os indenfor de områder, hvor især Asien udklækker dygtige kandidater i titusindevis, siger Tony Franke, og tilføjer:
- Kombinationen af informationsteknologi og discipliner som sundhed, byggeri, design eller arkitektur er et oplagt dansk styrkeområde, som DANSK IT foreslår der rettes yderligere fokus mod. Øget tværfaglighed er påkrævet. Informationsteknologi er det oplagte værktøj. Og Danmark har en særlig forudsætning for at tænke i sammenhænge og tilføre fornyet værdi til kendte produkter og services, siger Tony Franke.
Også i forhold til opbygning af det fleksible samfund og det offentlige-private samspil har Danmark en oplagt mulighed i kraft af informationsteknologi. Inden for dette område efterlyser DANSK IT en mere innovativ tilgang end rapportens mere traditionelle strukturpolitiske vurdering af den offentlige sektor.
- Løsninger og services indenfor digital forvaltning bliver en af globaliseringens stærkt efterspurgte handelsvarer, siger Jacob Primault, afdelingschef hos DANSK IT. Og Danmark har forudsætningerne for at blive markedsførende på dette felt samtidig med, at ambitiøs offentlig it-udvikling er en del af svaret på flere andre udfordringer der påpeges af Tænketanken Fremtiden Vækst. Jacob Primault anbefaler derfor, at den offentlige sektors rolle betragtes mere kreativt. Rapporten taler helt berettiget om brugerdreven innovation. Men begrebet bør udvides til også at gælde digitale forvaltningsløsninger, som danskerne efterspørger, der siden hen kan eksporteres til udlandet, slutter Jacob Primault.
Yderligere oplysninger om denne pressemeddelelse kan ske til Tony Franke, tlf. 40 62 15 60 eller til Jacob Primault, tlf. 22 55 87 45
Relevant information
http://www.dansk-it.dk