Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
27/06-05   -   Pressemeddelelse

Højesteret fastslår, at TDC taber sag mod Novo Nordisk/DANSK IT

TDC taber sag i Højesteret og skal betale ulovlig opkrævet leje tilbage til kunderne. Det vurderes nu, hvordan Novo Nordisk´s og DANSK IT´s sejr kan bane vejen for alle andre, der har lejet faste datalinjer hos TDC.

Højesteret har i dag afsagt dom i den retssag, som DANSK IT på vegne af Novo Nordisk har anlagt mod TDC med påstand om, at TDC i næsten to år har opkrævet for meget leje på datalinjer over for sine kunder.

- Vi er naturligvis meget glade for, at Højesteret er enig i vores påstand, siger DANSK IT´s formand Per Buchwaldt. Allerede i Landsretten fik vi principielt medhold i, at TDC har opkrævet for meget og skal betale tilbage, men Højesteret har udvidet den periode, som TDC skal tilbagebetale for.

Som følge af TDC´s stærke position på dette marked, kan selskabet i henhold til lovgivningen maksimalt opkræve en omkostningsbaseret pris for leje af faste datalinjer. Lovgivningen trådte i kraft 1/1 1998, fastslår Højesteret, men TDC sænkede først sine priser i henhold til lovgivningen den 15/8 1999. TDC skulle have sænket sine priser umiddelbart efter at regnskabet for 1998 forelå i marts 1998 og derfor skal der ske tilbagebetaling fra 1/4 1998 til 15/8 1999.

- Dommen er udtryk for, at virksomheder, hvor lovgivningen fastsætter maksimalpriser, nøje skal følge deres omkostninger og regulere deres priser, hvis det viser sig, at den faktiske pris er ude af trit med den omkostningsbaserede.

- Dommen viser, at det har været rigtigt at føre sagen, og jeg vil gerne takke Novo Nordisk for at have stillet op til sådan en prøvesag, som mange andre TDC-kunder med lejede datalinjer nu gerne skulle kunne drage fordel af. Jeg tror godt, jeg kan tillade mig at sige, at hvis ikke DANSK IT havde ført sagen, var den ikke blevet ført, udtaler Per Buchwaldt.

- Derfor er jeg glad for, at vi valgte at føre sagen, også selv om det har været forbundet med betydelige omkostninger for en lille forening at føre retssag over 5 år mod en af landets største virksomheder, siger Per Buchwaldt.

- Vi håber, at TDC i fremtiden af sig selv regulerer priserne, så de er i overensstemmelse med lovgivningen, og ikke venter til IT- og Telestyrelsen gør opmærksom på misforholdet, siger Per Buchwaldt.

- Vi vil nu nærlæse dommen og herefter vurdere, hvordan vi kan rådgive alle de andre firmaer, kommuner og organisationer, der har lejet faste datalinjer om deres krav over for TDC, og hvordan de skal gøre det, siger direktør Tony Franke, DANSK IT.

Der er tale om et meget betydeligt beløb. Baseret på bl.a. TDC´s eget skøn formentlig mellem 150 og 200 mio. kr., der er opkrævet for meget i perioden 1/4 1998 - 15/8 1999.

Den konkrete retssag er anlagt af DANSK IT på vegne af Novo Nordisk. Yderligere oplysninger om baggrunden for retssagen kan læses på DANSK IT´s hjemmeside www.dansk-it.dk/teleretssag

Yderligere oplysninger om Højesterets dom kan fås hos formand Per Buchwaldt, 40 50 30 00 eller direktør Tony Franke, 40 62 15 60.

Relevant information

http://www.dansk-it.dk


Pressekontakt


Firma

DANSK IT
Bredgade 25 A
1260 København K, Danmark

  33 11 15 60
  33 93 15 80

http://www.dansk-it.dk

Modtag nyheder fra DANSK IT på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater