20/04-06
-
Pressemeddelelse
Offentligt ansatte får større it-viden
Det nye kompetencebevis DO-IT til offentligt ansatte tegner sig til at blive en succes. Forleden kunne uddannelseskonsulent Tim Bregning Karlsen fra Odsherred Kommune som den første modtage sit certificeringsbevis.
DO-IT er et kompetencebevis, der er udviklet til ansatte i den offentlige forvaltning, der ønsker at opkvalificere sine it-kundskaber.
Som noget særligt har DANSK IT i samarbejde med Statens Center for Kompetence- og Kvalitetsudvikling (SCKK) udviklet et modul i Digital Forvaltning, der sætter én i stand til at matche de stigende krav til kendskab om digital signatur, e-fakturering og digitale borgerløsninger.
Med DO-IT kan man på en nem og fleksibel måde sammensætte sin uddannelse så den tilpasses ens behov. Tim Karlsen valgte efter grundige overvejelser at kombinere de 4 obligatoriske moduler med samtlige PC-kørekort® avanceret moduler - avanceret database, avanceret regneark, avanceret præsentation og avanceret tekstbehandling.
Odsherred Kommune har løbende certificeret deres ansatte i PC-kørekort® og valgte i år at udvide certificeringen med modulet Digital Forvaltning, så de nu også har DO-IT-kompetencer i deres it-afdeling. Tim Karlsen er den første, der har fuldført certificeringen. Odsherred Kommune vil i fremtiden bruge DO-IT konceptet til deres knap 1000 offentlige ansatte.
DO-IT certificering tegner til at blive en succes. På over 22 testcentre rundt om i landet kan man nu tage test og modtage undervisning. Over 700 personer er i gang med at tage en DO-IT certificering. "Vi forventer i løbet af året, at en række store kommuner og statsinstitutioner påbegynder DO-IT certificeringen, og så vil kendskabet til DO-IT sprede sig som ringe i vandet", fortæller seniorkonsulent Lars Tonø, DANSK IT.
Yderligere oplysninger om DO-IT og de enkelte moduler kan fås hos seniorkonsulent Lars Tonø, tlf. 33 17 97 85. Du kan også læse mere på DANSK ITs hjemmeside http://dansk-it.dk/sw3864.asp
---
DO-IT imødekommer it-krav
Med DO-IT (Det Offentlige IT-kompetencebevis) får du opbygget, testet og dokumenteret dine kompetencer i forhold til de it-krav, der i stadig større grad stilles i dag - blandt andet som følge af, at de offentlige serviceydelser samt flere og flere arbejdsfunktioner digitaliseres.
Samtidig får arbejdspladserne en bedre udnyttelse af og dokumentation for organisationens samlede it-kompetencer og investeringer.
Relevant information
http://www.dansk-it.dk