01/05-06
-
Pressemeddelelse
Politikere og ansatte tester sig selv
Hvor it-sikker er kulturborgmesteren og hans kollegaer på Københavns Rådhus? Det kan de hver især få løftet sløret for, når DANSK IT tirsdag d. 2. maj tilbyder dem et QuickTjek på deres viden om it-sikkerhed.
Som del af den landsdækkende netsikker nu!-kampagne opstiller DANSK IT tirsdag d. 2. maj to teststationer på Københavns Rådhus, hvor de ansatte og politikerne kan teste deres viden om it-sikkerhed. Fritids- og kulturborgmester Martin Geertsen har allerede meddelt, at han vil stå klar ved tasterne, og DANSK IT håber naturligvis, at mange vil følge hans eksempel.
Testen, som Geertsen og de andre skal igennem, er en lightversion af DANSK ITs mere omfattende test til PC Erhverv-kørekortets it-sikkerhedsmodul og giver således et godt fingerpeg om den enkeltes stærke og svage sider, når det gælder dagligdags it-sikkerhedsproblematikker.
Testen skal i tråd med kampagnens formål øge den enkelte ansattes opmærksomhed omkring it-sikkerhed. Et emne, som formentlig ikke fylder så meget i den travle hverdag foran arbejdspc'en. Derudover håber DANSK IT, at spørgsmålene om it-sikkerhed vil skabe incitament blandt de ansatte til at lappe eventuelle huller i deres viden, således at det i sidste ende fører til en mere it-sikker adfærd. Et udmærket startkit til at lappe hullerne finder man på netsikker nu-kampagnens hjemmeside http://www.netsikkernu.dk.
Udover kulturborgmesteren kigger også beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jakob Hougaard, og den radikale gruppeformand Manu Sareen forbi for at få testet deres it-sikkerhedsviden. Det hele foregår mellem 9.00 -16.00 på i stuen i rådhusets baghus på gangen ud for lokale 44.
Netsikker nu-kampagnen afvikles i 2006 for anden gang og den gennemføres ligesom sidste år i et samarbejde mellem Videnskabsministeriet og ca. 30 danske virksomheder og organisationer.
For yderligere oplysninger: Kontakt Gitte Madsen, Politisk konsulent DANSK IT på tlf. 33 17 97 72 eller 23 34 70 81
Relevant information
http://www.netsikker.nu