17/05-06
-
Pressemeddelelse
Nyetableret sikkerhedsråd får kontant opbakning
I forlængelse af DANSK IT´s beslutning om at oprette et nyt, uafhængigt it-sikkerhedsråd har DANSK IT´s bestyrelse bevilget 300.000 kr. som dåbsgave.
DANSK IT har oprettet Rådet for it- og persondatasikkerhed. Rådet skal sikre en større opmærksomhed om behovet for en styrkelse af it-sikkerheden i Danmark og foreslå konkrete it-sikkerhedspolitiske tiltag, der kan støtte dette mål.
- Jeg er glad for den velvillighed, som det nye råd har mødt fra både politisk side og fra organisationer og virksomheder. Det er vigtigt for DANSK IT at samle indsigtsfulde folk fra foreningens medlemskreds sammen med kompetente kræfter fra andre organisationer og virksomheder i rådet. DANSK IT´s hovedbidrag er at give rådet en uafhængig platform for dets virke. For at understrege arbejdets vigtighed besluttede DANSK IT´s bestyrelse på et møde mandag aften at stille 300.000 kr. til rådighed for rådets arbejde. Og det er faktisk et ganske pænt beløb for foreningen, udtaler Per Buchwaldt, formand for DANSK IT.
Oprettelsen af Rådet for it- og persondatasikkerhed skyldes bl.a. en bekymring over, at regeringen ikke forlængede mandatet for det tidligere Rådet for IT-sikkerhed, men i stedet nedsatte et rådgivende IT-sikkerhedspanel. Der har været manglende kontinuitet og for hyppige signalændringer inden for, hvordan rådgivning, oplysning og håndtering af it-sikkerhedsriscici skulle håndteres, siger Per Buchwaldt.
- Jeg har personligt et meget højt ambitionsniveau om at ville gøre en langsigtet indsats. Vi skaber et råd, der er uafhængigt af politiske og økonomiske interesser og rummer en række stærke kompetencer, siger formanden for det nye Råd for it- og persondatasikkerhed, it-sikkerhedschef Kim Aarenstrup, A.P.Møller-Mærsk og fortsætter "de positive tilkendegivelser, rådet har fået, viser, at it-sikkerhed er en opgave, der skal løftes til gavn for borgere og virksomheder. Og det vil vi gøre konstruktivt kritisk".
- DANSK IT betragter it-sikkerhed som et helt centralt tema, der hører uløseligt sammen med den stigende digitalisering, der er virkeligheden for borgere, virksomheder og den offentlige sektor. Konsekvenserne ved en utilstrækkelig it-sikkerhed er ressourcespild, tillidsbrud og utilsigtet informationsspredning, der kan omregnes til et betydeligt samfundsøkonomisk tab, udtaler Per Buchwaldt, formand for DANSK IT og medlem af det nye råd. Skulle andre føle sig inspireret til også at støtte rådet økonomisk, vil det også være velkomment, slutter Per Buchwaldt.
Det nye råd har sit første møde medio juni.
Yderligere oplysninger om Rådet for it- og persondatasikkerhed kan fås hos rådets sekretariat ved afdelingschef Jacob Primault, DANSK IT, tlf. 22 55 87 45. eller formanden for DANSK IT´s Råd for it- og persondatasikkerhed, it-sikkerhedschef Kim Aarenstrup, A.P.Møller-Mærsk, tlf. 40 17 62 21.
Relevant information
http://www.dansk-it.dk