26/04-12
-
Pressemeddelelse
Tusindvis af danskere tager på aktiv skattejagt i det fri på lørdag
De danske orienteringsklubber inviterer alle til at finde vej til poster i 50 skove, parker og byer på lørdag. Det landsdækkende motions- og naturtilbud 'Find vej i Danmark' har nu over 100 grønne idrætsarenaer til fri afbenyttelse.
Lørdag kommer 50 skove, parker og byer til at summe af liv, når tusindvis af danskere går på jagt efter poster.
I tre år har Danmarks Idræts-Forbund, Naturstyrelsen, Friluftsrådet, Dansk Orienterings-Forbund, kommunerne, lokale samarbejdspartnere og ikke mindst de danske orienteringsklubber arbejdet hårdt på at etablere over 100 idrætsarenaer i det fri.
Lørdag den 28. april inviterer Danmarks Idræts-Forbund, Dansk Orienterings-Forbund og orienteringsklubberne hele Danmark til at prøve at finde vej til en række poster med et kort i hånden. Der er forskellige sværhedsgrader og længder, og både hurtigløbere og barnevogne kan være med.
'Find vej i Danmark' bygger på idrætsgrenen orientering, og landets orienteringsklubber står på lørdag klar med kyndig instruktion, frugt, præmier og et tilbud om en sjov og gratis forårsoplevelse.
Find vej til arrangementerne
Et 'Find vej i ...' - fx 'Find vej i Bygholm Park' i Horsens - består bl.a. af en række opsatte poster og et kort, der kan downloades gratis på hjemmesiden www.findveji.dk. Her kan man også finde vej til lørdagens 50 arrangementer.
Arrangementerne dækker en tredjedel af landets kommuner, og 'Find vej i Danmark' findes nu i over halvdelen af kommunerne. To tredjedele af befolkningen har efter 28. april under 5 km til nærmeste 'Find vej i ...'
"I foreningsidrætten er vi stolte af Find vej i Danmark-projektet. Det er et glimrende eksempel på, hvordan et godt samarbejde mellem foreninger og kommuner har ført til, at danskere i alle aldre over hele landet har fået et sundt og inspirerende idrætstilbud. Det er på sin plads at fejre, at vi har rundet 100 projekter, og jeg håber, at rigtig mange vil møde op og få en hyggelig og aktiv lørdag," siger Niels Nygaard, der er formand for Danmarks Idræts-Forbund.
'Find vej i Danmark' i tal:
- 'Find vej i Danmark' består af 115 lokale 'Find vej i ...' med ca. 400 baneforslag (ruter).
- Der står over 4.000 poster fordelt i hele landet.
- Der er 50 arrangementer den 28. april - halvdelen er indvielser af nye 'Find vej i ...'
- Syv borgmestre og adskillige viceborgmestre og lokalpolitikere deltager på dagen.
Arrangør af 'Find vej i Danmark'-dagen:
De danske orienteringsklubber, Dansk Orienterings-Forbund og Danmarks Idræts-Forbund.
Yderligere information:
Find vej i Danmarks hjemmeside, hvor man kan skaffe sig et overblik over de mere end 100 'Find vej i ...' og de 50 arrangementer på lørdag:
www.findveji.dk
Find vej i Danmarks Facebook-side:
www.facebook.dk/findveji
Relevant information
http://www.do-f.dk
Firma
Dansk Orienterings-Forbund
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby,
Danmark
43262740
41969372
http://www.do-f.dk