02/02-14
-
Pressemeddelelse
100 år med Chaplin på det store lærred
Charles Chaplin havde sin filmdebut som udsvævende journalist med høj hat og overskæg for 100 år siden i stumfilmen Making A Living fra februar 1914. Allerede senere samme år var Chaplin tilbage på filmlærredet, hvor han for første gang tonede frem som den kendte og elskede vagabondfigur
Making A Living havde premiere den 2. februar 1914, og Charles Spencer Chaplin (1989-1977) spillede hovedrollen som journalist og kvindebedårer. Men hatten var for høj og overskægget for stort. Chaplin havde endnu ikke fundet sin unikke figur.
Med hans næste film Kid Auto Races at Venice fra samme år begyndte Chaplins karakteristiske skikkelse som vagabond at tage form. Iført hængerøvsbukser og alt for store sko, bowlerhat og et godt trimmet moustache spillede Chaplin den irriterende tilskuer til et racerløb i Venice, Los Angeles.
I 1915 begyndte Chaplin selv at skrive, instruere og producere film med ham selv i hovedrollen, og det var med filmen med originaltitlen The Tramp fra 1915, at filmpublikummet verden over for alvor tog den lille og forfængelige klovn af en vagabondfigur til sig.
Vores danske plakattegner Sven Brasch fik til opgave at tegne filmplakaten for The Count fra 1916, der havde dansk premiere i 1918 under titlen Chaplin som Greve, og det blev til et eminent portræt af den elskede vagabondfigur - en nonchalant og tænksom fyr med hænderne hvilende på sin karakteristiske bambusstok, hovedet på sned og det venstre øje lukket, mens et tungt sovekammerøjenlåg er gledet halvt ned for det højre.
En originaludgave af Braschs Chaplin-plakat fra 1918 har fundet vej til National Portrait Gallery i Washington D.C. netop på grund af den fremragende portrættering af Charlie Chaplin på et tidspunkt i hans karriere, hvor den berømte vagabondfigur med sit godmodige og sentimentale sindelag endnu ikke var helt finpudset og rendyrket.
Den enkle og internationalt anerkendte filmplakat Chaplin som Greve kan findes som genoptryk på www.danskplakatkunst.dk