Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
03/09-10   -   Pressemeddelelse

Mens Henriette Koch og Lene Sommer holder fast i toppen ved 470 EM i Istanbul, rykkede Jonas Høgh i San Francisco helt ud af medaljestriden i den samlede stilling ved Finnjolle-VM

Igen i dag har der været danske landsholdsejlere i aktion flere steder i verdenen. Bedst undervejs på nuværende tidspunkt er 470-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer, der deltager ved de europæiske mesterskaber i tyrkiske Istanbul.

Her havde arrangørerne besluttet at tirsdagen skulle indeholde tre sejladser efter den vindløse start på EM i forgårs. Danskerne scorer to 3. pladser og en 11. plads i dag, hvilket overordnet betyder, at de nu er nr. 4 med bare et enkelt point op til nr. 3 og fire point til nummer 2.

"Vi har to gode og en dårlig sejlads i dag, så samlet er det godkendt. Jeg er ikke tilfreds med 11. pladsen, fordi vi rammer et forkert setup og aldrig rigtigt kommer af sted", lyder vurderingen fra Henriette Koch om dagens sejladser.

Vindforholdene ud for Istanbul er meget varierende, hvilket er til fordel for de mere rutinerede besætninger. "Vi har nu sejlet fem sejladser og har syv igen. Det er lidt tricky i den lette vind, så vi er meget fokuserede på at undgå for mange dårlige placeringer", siger Henriette Koch.

EM føres nu suverænt af italienske Conti og Micol, der i dag laver en imponerende serie på to sejre og en andenplads.

470-EM kan følges her:
www.470.org/content.asp?id=2178

Uheldsramt Høgh
I San Francisco sejlede Finnjollerne i nat sejlads nummer 5 og 6 ved VM. Efter den gode start på VM's første dag, faldt en uheldsplaget forsvarende verdensmester, danske Jonas Høgh-Christensen, ned på 19. pladsen i den samlede stilling efter en 23. og 32. plads i dag.

Kort før VM brækkede han en finger på højre hånd, men han valgte alligevel at stille op i sit titelforsvar. I går røg skødeblokken af og det uheld kostede efter Høghs egen vurdering 20 placeringer. Den brækkede finger kostede i dag en kæntring, da skødet satte sig fast og han ikke hurtigt nok kunne få det fri igen.

"Det er noget værre lort, for jeg føler, at jeg har chancen for at gøre det godt her. Men målet er fortsat at sejle en top 10-placering hjem. Chancerne er ikke gode, men de er der", understreger Høgh, men indrømmer samtidig at der skal nogle gode resultater i hus i VM's fire sidste sejladser.
Læs mere om Finnjolle-VM: www.finngoldcup.com

Juniorerne stormer frem
På Hayling Island i det sydlige England er man halvvejs igennem VM for de mandlige Laser-sejlere. Samtidig med seniorernes VM afvikles Junior-VM, og her er de to danske drenge, Thorbjørn Schierup og Magnus Kældsø, med at blande sig i toppen.

Halvvejs igennem stævnets 12 sejladser ligger Thorbjørn Schierup nummer 2 med bare to point op til førstepladsen, mens Magnus Kældsø er nummer 5 med 16 point op til Thorbjørn.

Indtil videre har Thorbjørn Schierup præsteret en serie på 3-3-6-19-6-2. Umiddelbart en rigtig god serie, hvis man ser bort fra 19. pladsen, som slet ikke falder i danskerens smag. "Jeg havde ikke håbet på ikke at lave en dårlig sejlads så tidligt i stævnet. Det giver mig et lidt andet udgangspunkt at sejle ud fra. For min taktik er at vinde det her stævne på stabilitet", lyder det fra den unge sejler.

Følg danskerne i England her: www.laserworlds2010.co.uk

Olympisk surf-legende i front
I dag blev der byttet lidt rundt på pladserne i toppen af resultatlisten ved VM på den olympiske windsurfer RS:X. Ny i front hos damerne er den firdobbelte OL-medaljevinder Alessandra Sensini fra Italien, mens Hollands Dorian van Risselberge lige netop holdt fast i førstepladsen hos mændene.

De danske windsurfere sejler med om placeringerne fra 34 og nedefter. I dagens to sejladser passerede Bettina Honoré målstregen som 4. og 8. båd, hvilket placerer hende på 38. pladsen efter i dag. Katrine Jensen er nr. 54, mens VM-debutanten Lærke Buhl-Hansen er nr. 62.

Resultatlisterne kan ses her: worldwindsurfingchampionships2010.rsxclass.com/leaderboard/

Link
Billeder af de danske sejlere til fri redaktionel anvendelse kan findes på www.sejlsport.dk/sw10261.asp

Relevant information

http://www.sejlsport.dk


Pressekontakt


Firma

Dansk Sejlunion
Idrættens Hus
2605 Brøndby, Danmark

  23 600 680
  23 600 680

http://www.sejlsport.dk

Modtag nyheder fra Dansk Sejlunion på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater