Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
11/11-09   -   Pressemeddelelse

Miljø milepæl for træfiberisolering

2009 ligner et gennembrudsår for jysk isoleringsfirma, der netop har modtaget FSC-mærket, og som i år kommer til at sætte sit præg på såvel energimesser som klimaudstilling i København.

Hvis tiden arbejder for miljøvenlig isolering med træfiber i al almindelighed, kan 2009 vise sig at blive et år, der i særdeleshed kommer til at arbejde for isoleringsmaterialet. Det er i hvert fald den forventning, grundlæggeren af virksomheden Dansk Træfiberisolering i Bryrup syd for Silkeborg, Bjørn Henriksen, i disse dage går rundt med. Han har svært ved at få armene ned.

Blækket er knapt nok blevet tørt på det FSC-miljømærke, virksomheden netop har modtaget, og jyderne er også med i forreste linje, når dørene til Danmarks første klimahus, Home Green Home, slås op på klimaudstillingen Copenhagen Climate Exchange der finder sted 3.-6. december i forbindelse med det store klimatopmøde i København.

Klimadebatten og fokus på miljøet har vel aldrig været større og mere intens end nu. Derfor er det nu, vi skal have forbrugere, håndværkere og byggefirmaer gjort opmærksomme på de miljømæssige fordele, der ligger i at anvende træfiber. Vi har hele tiden kunnet dokumentere, at træfiber er et helt igennem konkurrencedygtigt produkt, når det kommer til isoleringsevne og pris, hvortil kommer et behageligt indeklima. Det er CO2 neutralt, og nu har vi så også papir på, at vi er bæredygtige hele vejen ud i skoven. Derfor har jeg så store forventninger, forklarer han.
Selv om den jyske iværksætter har arbejdet med miljøspørgsmål i flere andre sammenhænge, understreger han, at miljø altid bør være et spørgsmål om sund, økonomisk fornuft.

- Jeg synes, det er glædeligt, at miljø og bæredygtighed i højere og højere grad er blevet accepteret som en seriøs konkurrenceparameter, for det er altså forretning, vi taler om, og ikke en eller anden halvflippet utopi. Jeg var selv med i de glade pionerdage, da det danske vindmølleeventyr opstod. Tænk engang på, hvad det har udviklet sig til. Ingen sætter i dag spørgsmålstegn ved branchens seriøsitet og betydning i det hele taget. Da vi gik i gang med Dansk Træfiberisolering, mødte vi også skeptikere. Det oplever vi sjældent i dag, tilføjer Bjørn Henriksen, der ser FSC-mærket som en milepæl for virksomheden.
Han bryster sig af, at Dansk Træfiberisolering herhjemme har stået for isoleringen af flere passivhuse, hvoraf det ene er kåret som et af Danmarks bedst energioptimerede huse. Energibehovet for opvarmning i huset er syv kWh per kvadratmeter, hvilket ligger langt under de officielle krav til passivhuse. Til sammenligning er energibehovet i dansk gennemsnitshus 130 kWh per kvadratmeter.

Når det handler om markedsandele står træfiberisolering for en forsvindende lille andel herhjemme. Bjørn Henriksen venter imidlertid, at træfiberisolering, i kølvandet på klimadebatten, de kommende år vil nærme sig svenske "tilstande". I Sverige er træfiberisolering langt mere udbredt. Her har man anvendt træfibre som isoleringsmateriale gennem 35 år.

Dansk Træfiberisolering
Grundlæggeren af virksomheden, Bjørn Henriksen, der blandt andet er uddannet maskinmester, begyndte for 11 år siden at opføre finske bjælkehuse under navnet Bjørnbo Bjælkehuse. Han blev pladask forelsket i husene og indeklimaet under et besøg i Finland. Husene var isoleret med papiruld. Derfor indledte iværksætteren også en import af disse produkter. For otte år siden stødte han imidlertid for første gang på træfiberisolering fremstillet af den danske virksomhed ThermoCell Denmark A/S, og igen så han perspektiver. Dansk Træfiberisolering, der er eneforhandler herhjemme for ThermoCell Denmark, blev en realitet med domicil i Bryrup syd for Silkeborg. Der er blot tre medarbejdere i hovedkvarteret, men Dansk Træfiberisolering beskæftiger også en række underentreprenører og har faste samarbejdspartnere til at dække Nordjylland og Sjælland. Interessen for træ har Bjørn Henriksen ikke fra fremmede. Faderen, Preben Bjørn-Henriksen, var bådebygger og ingeniør. Sønnen, der allerede som barn hjalp faderen med at bygge bjælkehuse, har imidlertid taget en lang omvej til sit iværksættereventyr. Han er udlært maskinarbejder og maskinsmed og har undervist i en lang årrække på en søfartsskole. Han var med i forreste linje, da det danske vindmølleeventyr tog sin begyndelse blandt pionerer, og miljøinteressen omfatter også udviklingen af en miljøvenlig bil, der helt tilbage i starten af 1980érne kunne køre 32 kilometer på en liter diesel.

Dansk Træfiberisolering på nettet: www.traefiberisolering.dk
ThermoCell Denmark A/S på nettet: www.thermocell.dk

FSC
Forest Stewardship Council, normalt forkortet til FSC, er en international mærkningsordning til bæredygtigt træ. I en FSC-skov bliver der ikke fældet mere træ, end skoven kan nå at reproducere. Samtidig er FSC en garanti for, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.
Ordningen har ti grundprincipper, som alle FSC-certificeringer verden over bygger på. FSC Danmark er det danske kontor for FSC.

FSC Danmark på nettet: www.fsc.dk

Materialet
Træfiber burde nok hedde træuld, mener indehaveren af Dansk Træfiberisolering, for Thermocell træfiberisolering er en lys "vatagtig" træuld, som er helt blød at røre ved. Der er hverken skadelige kemiske stoffer eller skarpe fibre i materialet, som blot tilsættes en brandhæmmer. Produkterne er CO2 neutrale og bæredygtige fra skoven til fru Jensens loft. Træfibrenes særlige egenskaber betyder, at de på en og samme tid sikrer tætte og åndbare huse. Samtidig er fibrene i stand til at transportere fugt ud af huset uden, at det påvirker materialet negativt.
Selve produktet findes dels som måtter, der markedsføres under navnet Feelingwood, og dels som løsuldsmateriale, der indblæses.
Ingen af træets naturlige bestanddele, heller ikke lignin, der er træets egen "imprægnering", fjernes i produktionsprocessen. Derfor er resistensen mod biologisk nedbrydning den samme som for almindeligt konstruktionstræ.

Relevant information

http://www.traefiberisolering.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Dansk Træfiberisolering
Vindingvej 4
8654 Bryrup, Danmark

  87982210
  21448021

http://www.traefiberisolering.dk

Modtag nyheder fra Dansk Træfiberisolering på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater