08/12-23
-
Pressemeddelelse
Det Lille Bryggeri vinder Årets Danske Bryggeri 2023
Enkeltmandsvirksomheden Det Lille Bryggeri formår for tredje gang at imponere medlemmerne af Danske Ølentusiaster ved årets afstemning, hvor hele 1272 medlemmer deltog.
Det Lille Bryggeri uden for Ringsted er for tredje gang kåret til Årets Danske Bryggeri, som blev afgjort ved afstemning blandt medlemmerne af Danske Ølentusiaster. Bryggeriet vandt også i 2020 og 2022.
I et år præget af intens konkurrence og en rekordstor deltagelse, hvor 1272 medlemmer af Danske Ølentusiaster afgav deres stemme, formåede Det Lille Bryggeri at sikre sig førstepladsen med 14,9 % af stemmerne. Dette understreger bryggeriets fortsatte engagement i at levere enestående kvalitet og mangfoldighed til ølentusiasterne, mener landsformand Klaus Rehkopff:
"Vi er glade for at anerkende Det Lille Bryggeri som Årets Danske Bryggeri 2023. Deres vedvarende engagement i at udfordre og fornye fortjener al den anerkendelse, den kan få. Det har også været tydeligt at se for de mange medlemmer, der har stemt på bryggeriet.”
Ejer af Det Lille Bryggeri, René Hansen, er både glad og overrasket over at vinde:
“Jeg havde slet ikke set den komme, især fordi det var så stærkt et felt. Man vænner sig aldrig til at vinde sådan en pris. Det er den største pris af sin slags herhjemme, fordi der er så mange mennesker inde over, så jeg er rigtig glad.”
Det Lille Bryggeri har imponeret lokalafdelingerne Ringsted, Rødovre og Frederikssund, som indstillede bryggeriet til prisen. Ringsted roser bryggeriet for deres nytænkning, brede bagkatalog og konstante nysgerrighed, mens Rødovre fremhæver bryggeriets mod til at udforske smagsnuancer.
Lokalafdeling Ringsted fortæller i deres indstilling, "at et bryggeri, der drives af én mand, formår at sætte så stort et præg på den danske ølscene er helt utroligt flot. Alene i 2023 har bryggeriet frigivet ikke mindre end 14 fadlagrede øl.”
Lokalafdeling Frederikssund deler entusiasmen og anbefaler især Det Lille Bryggeris fadlagerede øl som en udsøgt oplevelse for smagsløgene:
"Vi indstillede Det Lille Bryggeri for deres høje fokus på konstant udvikling af nye øl til deres i forvejen store udvalg, bryggeriet har desuden flere sociale arrangementer, og har vist, at de gerne vil vores forening. Det kunne bl.a. ses, da de lavede et jubilæumsbryg til promovering af Danske Ølentusiasters 25-års jubilæum."
Bad Seed Brewing løber med andenpladsen i afstemningen med 9.9 % af stemmerne, og på tredjepladsen er Fanø Bryghus med 8,2 %. Begge bryggerier har også demonstreret en bemærkelsesværdig indsats og bidrag til den danske ølkultur. 34 af foreningens lokalafdelinger havde på forhånd indstillet 23 danske bryggerier til prisen.
Årets Danske Bryggeri er Danske Ølentusiasters årlige prisuddeling, som hædrer og fremhæver de bryggerier, der gør noget særligt for det gode øl. Prisen er blevet uddelt hvert år siden 2003.
For yderligere information kan du kontakte kommunikationsansvarlig Helene Withington på 2289 3400/hw@ale.dk eller landsformand Klaus Rehkopff på 40627666/kr@ale.dk. Og du kan kontakte René Hansen fra Det Lille Bryggeri på 5192 0333
[FAKTABOKS]
Top ti stemmer ved Årets Danske Bryggeri 2023
Det Lille Bryggeri 14,9%
Bad Seed Brewing 9,9%
Fanø Bryghus 8,2%
Observatoriet 6,3%
Too Old To Die Young 5,0%
Gamborg Bryghus 4,5%
Herslev Bryghus 4,5%
Gamma Brewing Co. 4,2%
Ebeltoft Gårdbryggeri 4,0%
Krenkerup Bryggeri 4,0%
[FAKTABOKS]
Parametre for at vinde Årets Danske Bryggeri
Fokus på produktudvikling
Fokus på valget af råvarer til ølproduktionen
Fokus på udbredelsen af kvalitetsøl
Fokus på bryggeriets kontakt med sine forbrugere
Fokus på bryggeriets bidrag til samfundet - det kunne for eksempel være miljøindsats eller indsats omkring svage grupper
Pressekontakt
Helene Withington
Kommunikationsansvarlig
+45 22 89 34 00
Firma
Danske Ølentusiaster
Borupvang 3
2750 Ballerup,
Danmark
+45 45 82 34 00
http://www.ale.dk