20/03-09
-
Pressemeddelelse
Multimedieskat, særligt problem i skoler
Fælles pressemeddelelse fra Gymnasieskolernes Rektorforening, Danske Erhvervsskoler, Sosu-Lederforeningen, Professionshøjskolerne og Lederforeningen for VUC:
Multimedieskatten kan skabe kaotiske tilstande på landets skoler, når det fremover kommer til at koste lærerne i skat, at de retter elevernes opgaver hjemme.
Det er konsekvensen af den foreslåede multimedieskat, hvor alle lønmodtagere uanset jobfunktion vil blive beskattet af 5000 kr. årligt, hvis de får stillet pc og/eller bredbånd til rådighed. Og det er helt uholdbart, mener fem skolelederforeninger for ungdomsuddannelserne og professionshøjskolerne i Danmark. De har i fællesskab henvendt sig til Folketinget for at få dem til at genoverveje forslaget.
"Multimedieskatten er et særligt problem i uddannelsessektoren. Skolerne har ikke kapacitet til at tilbyde hver enkelt lærer kontorplads. Vi er derfor helt afhængige af, at de kan arbejde hjemmefra, når de forbereder undervisning, vejleder de unge i opgaveskrivning eller retter opgaver. Når de fremover bliver beskattet af det, så vil mange lærere sikkert vælge både pc og bredbånd fra - og hvad pokker stiller vi så op?", siger Peter Kuhlman, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening.
Bremser nødvendig it-udvikling
Skolelederforeningerne har derfor henvendt sig til Finans-, Skatte- og Uddannelsesudvalgene i Folketinget og bedt dem genoverveje den særlige skat.
Ud over skolernes kapacitetsproblem mener foreningerne også, at det bremser en nødvendig it-udvikling i skolerne. Multimediebeskatningen foreslås samtidig med, at regeringen i disse år på alle tænkelige måder forsøger at indføre mere og bedre it i skolerne - og det er paradoksalt, finder foreningerne.
"Lærere på alle niveauer i vores uddannelsessystem er som et helt nødvendigt led i den teknologiske udvikling skiftevis blevet opfordret og tvunget til at bruge it som en integreret del af alle aspekter af undervisningen. Nu går man så i realiteten ind og bremser den udvikling ved at beskatte lærernes brug af it. Det er simpelthen ikke sund fornuft", siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler.
Kontakt:
Peter Kuhlman, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening, tlf. 20 30 03 98
Steen Kildesgaard, sekretariatschef Gymnasieskolernes Rektorforening, tlf. 4042 8884
Peter Amstrup, Formand for Danske Erhvervsskoler, tlf. 21 48 81 07
Lars Kunov, direktør Danske Erhvervsskoler, tlf 20 72 03 21
Inger Margrethe Jensen, Formand for SOSU-Lederforeningen, tlf. 26 89 30 70
Laust Joen Jakobsen, Formand for Professionshøjskolerne, tlf. 40 74 47 58.
Verner Rylander, Formand for Lederforeningen for VUC, tlf. 61 70 10 28
Relevant information
http://www.danskeerhvervsskoler.dk