Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
14/04-09   -   Pressemeddelelse

Erhvervsskolerne har knækket frafaldskurven

Efter flere års ihærdig indsats ser det ud til at de danske erhvervsskoler har knækket frafaldskurven. Tal fra Undervisningsministeriet viser at 16 procent af de elever, der begyndte på et grundforløb efter sommerferien 2008, er faldet fra uden at vælge en anden erhvervsuddannelse. Det er stort fald i forhold til året før, hvor tallet lå på 21 procent. En nedgang i frafaldet på 5 procentpoint viser, at de mange tiltag erhvervsskolerne har sat i værk for at fastholde flere elever virker efter hensigten.

"De danske erhvervsskoler har arbejdet benhårdt på at nedbringe frafaldet af elever. Grundforløbspakker, mentorordninger, coach, psykologhjælp, differentieret undervisning og 'elev til elev-hjælp' er bare nogle af de mange og kreative tiltag, der med succes har reduceret frafaldet på de erhvervsrettede ungdomsuddannelser. Men det har også været en nødvendig indsats og vil også være det i fremtiden hvis vi skal være i stand til at opfylde regeringens målsætning om, at 95 % af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse" siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler.

Midlerne til bekæmpelse af frafald kommer fra globaliseringspuljen, som har bidraget med 320 millioner kroner om året. Derudover er der etableret en pulje på i alt 44,8 millioner kroner til at støtte projekter i perioden 2009 - 2011. Puljen udmøntes i tilknytning til arbejdet med indsatsaftaler på baggrund af erhvervsskolernes handlingsplaner for øget gennemførelse.

Disse puljer er til forhandling her til sommer. Det er i den forbindelse afgørende at erhvervsskolerne fortsat tildeles midler til at arbejde med frafaldsbekæmpelse. Ligeledes er det vigtigt, at de tiltag der er sat i gang får tid til at udvikles og virke. Den fulde effekt af fx grundforløbspakker er ikke set endnu. Skolerne har brug for kontinuitet og forud fastlagte mål.

"Vi er overordnet glade for at der afsættes midler til frafaldsbekæmpelsen på erhvervsskolerne, men vi foreslår undervisningsministeriet at man indregner pengene til frafaldsbekæmpelse i uddannelsernes taxametre i stedet for, som det er tilfældet i dag, at skolerne skal ansøge en pulje om tilskud til frafaldsbekæmpelse. Skolelederne bruger for meget tid på ansøgninger, dokumentation og revision.
Det flytter fokus fra hovedopgaven - det at nå de uddannelsespolitiske målsætninger. Lad os i stedet aftale konkrete mål for indsatsen og lad så de enkelte skoler prioritere anvendelsen af midler i forhold til det der virker lokalt," siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler.

Relevant information

http://www.danskeerhvervsskoler.dk


Pressekontakt


Firma

Danske Erhvervsskoler - Lederne
Ny Vestergade 13, 3. sal
1471 København K, Danmark

  333 77 888
  333 77 878

http://www.danskeerhvervsskoler.dk

Modtag nyheder fra Danske Erhvervsskoler - Lederne på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater