26/08-10
-
Pressemeddelelse
Besparelserne på efteruddannelse er den helt forkerte medicin for fremtidens danske arbejdsmarked
Regeringens forslag til besparelser på efteruddannelse i forslag til finanslov 2011, er den forkerte retning at gå i og det kan få betydelige konsekvenser for konkurrenceevnen på det danske arbejdsmarked i årene fremover.
Danske Erhvervsskoler - Lederne forventer, at Regeringens besparelsesforslag på efteruddannelsesområdet, i forslaget til finanslov 2011, vil reducere aktiviteterne på området dramatisk. Det er den forkerte udvikling og den forkerte medicin til det danske arbejdsmarked. Arbejdsstyrkens kompetenceniveau skal tværtimod løftes i de kommende år.
Frem mod år 2019 vil der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mangle godt 45.000 faglærte og 105.000 personer med en videregående uddannelse sammenlignet med i dag. Modsat vil der være et overskud på knap 90.000 ufaglærte, der ikke er i stand til at skaffe sig beskæftigelse på grund af manglende kompetencer. Denne udvikling er blevet forstærket af, at en lang række ufaglærte jobs i de danske virksomheder er blevet flyttet til udlandet.
"Danmark skal over en kort årrække løftes uddannelsesmæssigt, hvis vi som minimum skal fastholde vor position på det internationale marked. Dette kræver en national, samlet indsats, hvor alt fra kommuner over faglige organisationer til uddannelsesinstitutioner skal sikre tæt samarbejde om en opgave, vi slet ikke har råd til mislykkes med. Alternativet er stor vedvarende arbejdsløshed med hvad det medfører af faste midler af betydeligt omfang på de årlige finanslove til understøttelse, samtidigt med at der må importeres dyr arbejdskraft fra andre lande - hvis den overhovedet kan fremskaffes ", siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler - Lederne.
Det danske efteruddannelsessystem beundres med rette verden over som effektivt, målrettet og fleksibelt. Den internationale interesse er velbegrundet, idet uddannelsesinstitutionerne i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter i en lang årrække har formået at flytte bogstavelig talt millioner af danskere fra én jobfunktion til en anden ved at sørge for, at den fornødne omskoling og efteruddannelse har været tilgængelig og let at aktivere. Det skal vi blive med.
Relevant information
http://www.danskeerhvervsskoler.dk