Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
18/10-10   -   Pressemeddelelse

Elever i handelsgymnasiet giver deres uddannelse topkarakterer

Elever på landets handelsgymnasier er glade for deres uddannelse. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning, DPU, Aarhus Universitet. De unge finder fagene spændende og meningsfulde i forhold til deres fremtidige karriereplaner og iværksætterdrømme.

Glem alt om skoletrætte gymnasieelever. Det er et andet og mere positivt billede, der tegner sig på landets handelsgymnasier (hhx). 96 % af de danske hhx-elever er tilfredse med deres ungdomsuddannelse. Det viser en ny undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet.

"De unge oplever skiftet fra grundskolen til hhx som et frisk pust, fordi de møder nye, spændende og virkelighedsnære fag," siger Arnt Louw Vestergaard, der er forsker ved Center for Ungdomsforskning på DPU, Aarhus Universitet. Han står bag undersøgelsen Læringsmiljø på hhx; kvaliteter og udfordringer (2008-2010).

Forskningsprojektet afdækker de styrker, udfordringer og dilemmaer, hhx står over for nu og i fremtiden. Fokus er på hhx-elevernes egen oplevelse af, hvad hhx kan og skal - dvs. elevernes vurderinger af deres faglige udbytte, læringsmiljøet samt hvor godt uddannelsen forbereder dem på fremtiden.

"Mange hhx-elever går med planer om at starte egen virksomhed. Og set i det lys er det positivt, at de rent faktisk oplever, at fagene på hhx er relevante og spændende i forhold til at realisere deres iværksætterdrømme. Nogle elever fortæller, at deres lærere fungerer som rollemodeller, i og med de har været ude i erhvervslivet. De kan derfor trække på nogle erfaringer, og på den måde bringe virkeligheden ind i undervisningen," siger Arnt Louw Vestergaard.

Flest drenge vil være iværksættere Ifølge forskerne er det netop en af styrkerne ved hhx, at uddannelsen imødekommer elevernes store interesse for iværksætteri. 80% af eleverne er glade for, at uddannelsen fokuserer så meget på iværksætteri. Går man tættere på tallene, er 26 % af drengene helt enige i, at iværksætteri er noget for dem, mens det kun gælder for 15 % af pigerne.

"Hhx har helt sikkert en stærk iværksætterprofil. Men hvis vi skal opfylde regeringens ambition om, at gøre Danmark til førende iværksætternation i 2015, så skal vi have pigerne med. Lige nu udgør pigerne et uudnytttet potentiale, og derfor er det en udfordring for hhx at gøre flere piger begejstrede for iværksætteri," siger Rikke Brown, der forsker ved Center for Ungdomsforskning, DPU, Aarhus Universitet, og som har været med på projektet.

Flere iværksættere skal tage en videregående uddannelse
Undersøgelsen viser, at relativt få hhx-elever kobler iværksætteri og videreuddannelse. Kun 23 % af dem, som vil læse videre på universitetet eller handelshøjskolen, er begejstrede for den del af undervisningen på hhx, der fokuserer på iværksætteri. Det betyder, at relativt få iværksættere har en videregående uddannelse bag sig, når de starter egen virksomhed. Og det er problematisk set i lyset af, at både erhvervslivet og regeringen efterspørger højtuddannede iværksættere, mener forskerne.

"Unge med en hhx-eksamen er stadig mindre tilbøjelige til at tage en lang videregående uddannelse end deres jævnaldrende på de almene gymnasier. Derfor skal vi have forklaret de unge hhx'ere, at det at være glad for iværksætteri meget gerne må hænge sammen med, at man tager en videregående uddannelse," siger Rikke Brown.

Kontakt
Arnt Louw Vestergaard, forskningsassistent ved Center for Ungdomsforskning, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet
Tlf.: 8888 9920 / 31954530

Rikke Brown, videnskabelig medarbejder ved Center for Ungdomsforskning, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet
Tlf.: 8888 9989

Fakta om forskningsprojektet Læringsmiljø på hhx; kvaliteter og udfordringer (2008-2010):
Projektet er gennemført af Center for Ungdomsforskning (CeFU), DPU, Aarhus Universitet, i samarbejde med Danske Erhvervsskoler - Lederne. Projektet er økonomisk støttet af Undervisningsministeriet, FUHU (Foreningen af Unge Handelsmænds Uddannelse) samt 28 erhvervsskoler.

Projektets forskerteam består af Arnt Louw Vestergaard;Rikke Brown;Henriette Tolstrup Holmegaard samt professor Birgitte Simonsen, fra Center for Ungdomsforskning, DPU, Aarhus Universitet.

Læs mere om projektet Læringsmiljø på hhx; kvaliteter og udfordringer (2008-2010).

Relevant information

http://www.danskeerhvervsskoler.dk


Pressekontakt


Firma

Danske Erhvervsskoler - Lederne
Ny Vestergade 13, 3. sal
1471 København K, Danmark

  333 77 888
  333 77 878

http://www.danskeerhvervsskoler.dk

Modtag nyheder fra Danske Erhvervsskoler - Lederne på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater