02/01-08
-
Pressemeddelelse
Godt resultat til IT-branchens bedste arbejdsplads
Ingen stress på bundlinien hos Datapro
Efter endnu et forkromet år med et overskud på næsten 5 mio kroner, en fremgang i overskud og omsætning på næsten 50%, og en forrentning af egenkapitalen på 25%, har Datapro rigeligt med kalorier til at indfri ambitionerne for de kommende år. Smilet er da også tilpas bredt hos adm. direktør Brian Atli Andersen, der oven i købet lige har modtaget prisen for bedste danske it-arbejdsplads i sin gruppe.
Skidt med størrelsen
- Vi satser ikke på størrelse - men på kvalitet, siger Brian Atli Andersen: - Væksten kommer helt af sig selv som en konsekvens af kompetence og kvalitet - ikke omvendt. Siden 1994 har Datapro målbevidst satset på at blive et betydende Navision-kvalitetshus. Ikke gennem jagt på vækst, men ved enøjet satsning på kompetence af øverste skuffe. Vi har bygget vores hus som den praktiske gris. Godt funderet og grundmuret med medarbejdere der ikke går omkuld første gang det blæser lidt.
Fokuseret satsning
Sidste år satte Datapro fokus på at øge konsulent- og licensomsætningen og på komplementerende løsninger fra Microsoft, som gav en stigning i konsulentomsætningen på 43%, og i licensomsætningen på 55%. Hertil stak Datapro foden længere frem i satsningen på komplementerende løsninger som WEB Shops og Mobility. - Det er gået helt som planlagt, siger adm. direktør Brian Atli Andersen: - Resultatet er som forventet. I næste regnskabsår fortsætter vi fokuseringen mod virksomheder inden for handel og service med endnu dybere fokusering på udvalgte brancher.
Privatliv opføres hver dag
Bag de usædvanlige resultater på bundlinien og præmieringen som bedste it-arbejdsplads, gemmer der sig et positivt menneskesyn og en lederstil uden stress og pisk. - Vi har en medarbejderkultur baseret på respekt, siger Brian Atli Andersen. - Her er ingen urimelige tidsplaner og udfaktureringsspanking, men ro, tillid og masser af best practice.
Hos os er privatliv heller ikke kun en forestilling på teatret, men en højt prioriteret dagligdag, der opføres hver dag med optimale hensyn til børnesygedage, skoleferier og alle andre forhold, der kan gøre livet lettere for os alle sammen.
Kom herover
- Når vi driver en god forretning, er det fordi vores medarbejdere er dygtige og vores kunder belønner os for det, siger Brian Atli Andersen: - Vi ønsker kunder af høj kvalitet, og det får vi kun ved at tiltrække og udvikle de dygtigste konsulenter på markedet. Intet mindre!, siger Brian Atli Andersen. - Vi vil gerne tilbyde vores kunder forretnings- og it-forståelse af øverste skuffe. Og det kræver medarbejder med både frisk luft i hovedet og social kompetence i bagagen. Så er der nogen af den af den slags, der læser det her - så kom herover. Her er rart at være!, smiler Brian Atli Andersen.
Relevant information
http://www.datapro.dk