04/03-11
-
Pressemeddelelse
Strandhotellerne skaber nyt liv i feriecenter på Rømø
Feriecentret Rømø Golf & Wellness nær Havneby på den sydlige del af vadehavsøen er solgt til et dansk konsortium med betydelig erfaring i turismeerhvervet. Planen er, at centret efter en mindre ombygning genåbner i 1. april 2011 under Dayz Resorts, og vil fremover appellere til et bredere publikum.
Bag købet af Rømø Golf & Wellness står Strandhotellerne ApS, der i forvejen består af syv velbeliggende feriecentre i Jylland, og direktør Martin Iversen, Tønder, der gennem selskabet Fiskenæs A/S er medejer af et af feriecentrene, Marina Fiskenæs ved Gråsten, og det seneste år har samarbejdet med Strandhotellerne om markedsføring. Overtagelsen sker med virkning fra 1. januar 2011.
- Rømø Golf & Wellness vil i forhold til de øvrige feriecentre byde på en unik og anderledes oplevelse, dels på grund af beliggenheden på Rømø i Nationalpark Vadehavet, hvor vi ikke er i forvejen, og dels på grund af det luksuøse præg med murstensbyggeri, stråtag, brug af kobber, naturstensklinker og massiv eg samt uno form-inventar og B&O-udstyr i alle ferieboliger. Kvalitetsniveauet sender et klart budskab om, at her får man noget for pengene, siger direktør Bjarne Bøgh Jensen, Strandhotellerne.
Voksende feriecenterkoncern
Tidligere på året købte Strandhotellerne Rønbjerg Feriecenter ved Løgstør, som efter en omfattende ombygning genåbnede den 21. maj og nu bærer navnet Rønbjerg Ferie Resort. Med SeaWest Nymindegab bestående af centerbygning og 297 ferieboliger bygget i årene 2005-2007 som undtagelsen er ekspansionen sket ved overtagelse af eksisterende feriecentre samt via samarbejdet med Marina Fiskenæs. Koncernen består således nu af otte feriecentre med ca. 1.400 boligenheder og flere end 200 medarbejdere.
Rømø Golf & Wellness blev indviet i oktober 2006, men gik konkurs i december 2008. Siden har bobestyrerne sikret, at ejerne af 60 ferieboliger i feriecentret er blevet serviceret, og at den 7.000 m2 store centerbygning, det flotte 18+9 hullers golfanlæg og udenomsarealerne er blevet holdt ved lige, så hele komplekset på det nærmeste fremstår som nyt. Centerbygningen rummer foruden en eksklusiv wellnessafdeling på hele 2.600 m2 faciliteter som restaurant med balkon, to konferencelokaler, lounge, bowling, fitness og gymnastikrum.
Bredere kundegrupper på vej
Hidtil har Rømø Golf & Wellness mest henvendt sig til et snævert kundesegment. I de næste måneder udvides centrets faciliteter med afgrænsede børneaktiviteter i wellnessafdelingens svømmebassin samt indendørs og udendørs legemuligheder, så Strandhotellernes primære kundegruppe, børnefamilier fra ind- og udland, kan tilgodeses. Desuden forsynes de 140 ikke solgte ferieboliger i størrelserne 97 og 112 m2 med to ekstra sovepladser i en fleksibel løsning, så kapaciteten bliver 6+2 personer.
- På grund af den lange periode uden afklaring af feriecentrets fremtid har en række potentielle købere været tilbageholdende, men rigtig mange har givet udtryk for, at de er interesseret i at købe en feriebolig. Vi åbner for alvor for salget til påske, men det er allerede nu muligt at tilkendegive sin interesse på www.strandhotellerne.dk og www.rgw.dk, siger Bjarne Bøgh Jensen.
Kuratorer er meget tilfredse
Rømø Golf & Wellness sælges af de konkursboer, der siden december 2008 har været bestyret af kuratorerne Claus Bennetsen og Lars Grøngaard.
- Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at finde en aftale mellem panthaver og en så kvalificeret køber som Strandhotellerne og mener, at det giver et fint fundament til at få den drift ind i centret, som de meget smukke faciliteter fortjener, siger Claus Bennetsen.
Yderligere informationer:
Direktør Bjarne Bøgh Jensen, Strandhotellerne ApS, tlf. 26 17 48 48.
Direktør Martin Iversen, Fiskenæs A/S, tlf. 20 46 90 71.
Fakta om Konsortiet:
Strandhotellerne er landets største privatejede koncern af feriecentre og består nu af otte feriecentre med ca. 1.400 individuelt ejede boligenheder, alle beliggende i kystnære naturområder i Jylland: Hotel Fanø Badeland, SeaWest Nymindegab, Feriecenter Grønhøj Strand, Rønbjerg Ferie Resort, Feriecenter Kattegat, Øer Maritime Ferieby, Marina Fiskenæs og Rømø Golf & Wellness. Strandhotellerne beskæftiger over 200 medarbejdere og havde i 2010 ca. 560.000 overnatninger og en driftsomsætning på ca. 150 mio. kr.
Relevant information
http://dayz.dk