01/03-10
-
Pressemeddelelse
Voksende socialt pres på overvægtige
Danskerne skal være blandt de 10 længst levende folkefærd i verden. Sådan lyder et af målene i den nye regerings arbejdsgrundlag, som understreger det samfundsomspændende mantra om, at smarte mennesker skal have en sund livsstil.
Presset på overvægtige for at tabe sig vokser. De samfundsøkonomiske konsekvenser ved fedmeepidemien er enorme - sygdoms- og arbejdsmarkedsomkostninger m.m. koster samfundet op mod 14 mia. om året. Samtidig er sundhed, sammen med økologi og bæredygtighed, blevet en naturlig del af det moderne forbrugsmønster. Det lægger et stigende pres på de overvægtige, som endnu ikke er fulgt med tiden og har fået de sunde kostvaner.
44 % føler pres til vægttab
Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse foretaget af De Danske Vægtkonsulenter, hvor mere end 1.100 medlemmer har medvirket. Undersøgelsen giver et klart billede af det pres, som samfundets normer lægger på overvægtige. Hvor 29,4 % i en lignende undersøgelse fra 2007 svarede ja til, at de følte sig presset til at tabe sig, er tallet i 2010 steget til 44,9 %. Det er især samfundsnormer, der ligger til grund for det pres, som de overvægtige føler. Men også familie og partner skubber på for tab af de overflødige kilo, og de overvægtige selv ved også godt, at det er bedre for helbredet og livslængden at leve på idealvægten. Til spørgsmålet om, hvorfor de vil tabe sig, svarer 31,8 % således, at de ønsker et sundere liv.
Smart tøj og mere selvtillid
De ydre forhold spiller for de overvægtige dog også en væsentlig rolle i motivationen for at tabe sig. Sammenlagt 45,5 % svarer i undersøgelsen, at de håber på at blive mere attraktive, få mere selvtillid og kunne passe smart tøj efter et vægttab."Det viser, at presset på overvægtige ikke bare går på, at de skal være 'politisk korrekte' og føre en sund husholdning, men at det også er dikteret af mode, reklamer og medier. Jeg tror, at en smule pres er sundt i tilfælde, hvor overvægten skyldes usund levevis. Men man skal passe på, at presset ikke bliver for stort og tager modet fra de overvægtige, inden de er begyndt på deres vægttab," siger Thomas Møberg, direktør for De Danske Vægtkonsulenter.
Fedmeforsikring
Thomas Møberg nævner forsikringsselskabernes sundhedsforsikring - som indebærer hjælp til vægttab - som et eksempel på, hvordan fedmeproblemet søges afhjulpet i samfundet. Han understreger dog, at der bør satses mere på forebyggelse. "Vi skal have familierne til at leve sundere, så børn og unge får de gode kostvaner med sig og på den måde undgår fedme og følgesygdomme, når de bliver voksne"
Relevant information
http://www.vaegtkonsulenterne.dk