30/03-10
-
Pressemeddelelse
Ingen hjælp til vægttab på jobbet
På trods af det stigende fokus på virksomheders sociale ansvar er det stadig kun få overvægtige, som tilbydes hjælp til vægttab på arbejdspladsen. Men et nyt projekt fra Sundhedsstyrelsen skal gøre det muligt at hente hjælp på jobbet, hvis en medarbejder ønsker at tabe sig.
En ny undersøgelse viser, at kun 5 procent af de overvægtige er blevet tilbudt hjælp til at tabe sig via deres arbejdsgiver. Spørgeskemaundersøgelsen er foretaget af De Danske Vægtkonsulenter (DDV), og 1.123 medlemmer har deltaget. Heraf er 1.064 personer aldrig blevet tilbudt hjælp til vægttab på trods af deres overvægt.
Men nu får ansatte en ny mulighed for at få hjælp til at tabe sig på arbejdspladsen via den såkaldte nøglepersonsordning, som Sundhedsstyrelsen står bag. Tilbuddet retter sig mod kommunale, regionale og private arbejdspladser, hvor en stor andel af de ansatte er overvægtige. Arbejdspladserne kan søge om støtte gennem satspuljen "Vægttab og vægtvedligeholdelse blandt svært overvægtige voksne". Midlerne skal bruges til etablering af sundhedsfremmende tilbud og aktiviteter på arbejdspladsen.
Sukkerkold på arbejdet. Sundhedsstyrelsens tilbud falder i god jord hos DDV, der har gode erfaringer med sundhedsordninger i virksomheder. "Det er en rigtig god idé at gøre noget for folkesundheden ude på arbejdspladserne. Folk bruger en stor del af deres aktive tid på jobbet, og det er ofte her, de små, usunde mellemmåltider ryger indenbords, når folk går sukkerkolde midt på dagen," siger Thomas Møberg, direktør for DDV
DDV har i længere tid kørt samarbejde med flere fremsynede virksomheder, for eksempel Dong, Skat og LEGO. "LEGO Koncernen havde i 2006 sat som mål, at mindst 100 medarbejdere skulle tilmelde sig tilbuddet fra DDV," udtaler Berit Flindt Pedersen fra Sundhedsudvalget i LEGO. "Tilbuddet gik på undervisning i sundere kostvaner og ugentlig vægtkontrol af de medarbejdere, der havde behov for at tabe sig. Allerede efter en uge var målsætningen indfriet, og i alt 230 af vores medarbejdere tabte dette år over 2.300 kilo".
Mere end frugtordning. Op mod en million overvægtige danskere betyder enorme udgifter for samfundet hvert eneste år. "Der bruges hvert år omkring 15 mia. kroner på fedmerelaterede sygdomme. Derfor er det tvingende nødvendigt, at der bliver sat ind mod problemet på flere fronter. Det er fint med frugtordninger ude på arbejdspladserne, men der kan sagtens gøres mere fra virksomhedernes side for at fremme sundheden blandt medarbejderne," siger Thomas Møberg. Virksomheder kan søge om midler til nøglepersonsordningen hos Sundhedsstyrelsen indtil 16. april.
Ønsker man at benytte sig af DDV's tilbud om 'Sundhed på jobbet', kan man læse mere på www.vaegtkonsulenterne.dk
Relevant information
http://www.vaegtkonsulenterne.dk