14/01-10
-
Pressemeddelelse
13.500 nye dårlige betalere i 2009
2009 har betydet en voldsom stigning i antallet af dårlige betalere. Hos Debitor Registret har man i 2009 fået hele 13.488 nye registrerede dårlige betalere - en stigning på 12,1 pct. Pr. 1. januar 2010 er 3,9 pct. af den danske befolkning over 17 år registreret. Antallet af dårlige betalere forventes at stige yderligere i 2010.
Finanskrisen satte i 2009 sine tydelige spor i danskernes privatøkonomi. I løbet af året blev hele 13.488 nye dårlige betalere registreret hos Debitor Registret.
- 2009 har budt på en stigning på flere end 1.000 personer pr. måned. Der har aldrig været flere registrerede, end der er nu, og hver enkelt skylder flere penge til flere forskellige virksomheder i forhold til tidligere. Vores prognoser tyder på, at det vil fortsætte med uformindsket kraft i 2010, konstaterer adm. direktør i Debitor Registret, Birger Baylund.
Region Hovedstaden er topscorer med 3.696 nye dårlige betalere, og det er også her, der skyldes flest penge væk - nemlig 28.479 kr. pr. person. Der er dog fortsat store forskelle i, hvor mange der er registreret i hver enkelt region. I Region Sjælland er hele 4,8 pct. af befolkningen registreret, mens det i Region Nordjylland "kun" er 3,4 pct.
De dårlige betalere bliver dårligere
Samtidig med at der i 2009 er blevet væsentligt flere dårlige betalere, er den gennemsnitlige gæld også steget voldsomt. Hver enkelt dårlig betaler skylder nu gennemsnitligt 23.775 kr. - det er 17,3 pct. mere end sidste år. Region Syddanmark er højdespringeren med en stigning på 24,2 pct. og er således ikke længere den region i landet med den laveste gennemsnitlige gæld.
Se fakta for hver enkelt region i vedhæftede skema
Debitor Barometret er steget markant
Debitor Barometret ligger ved udgangen af året i indeks 121, hvor det for et år siden lå i indeks 100. Det skyldes primært, at der er kommet flere registreringer pr. person, større skyldige beløb samt den store stigning i antallet af registrerede personer.
Debitor Barometret
Debitor Barometret tager hver måned temperaturen på de private danskeres økonomi. Barometret er et indeks over den udvikling, der har været på en lang række parametre som f.eks. antal skyldnere, det samlede skyldige beløb, hvor gammel den ubetalte gæld er, antal registreringer pr. skyldner samt indkaldelser til tvangsauktion.
Se Debitor Barometret for 2008 og 2009 i vedhæftede fil
Om Debitor Registret
Debitor Registret A/S er Danmarks næststørste skyldnerregister med indberetninger fra flere end 15.000 virksomheder. Debitor Registret blev oprettet i 2004 og er i dag markedsførende i flere brancher, som f.eks. tele- og hurtiglånsbranchen. Debitor Registret er desuden medejere i CDS Group A/S.
Debitor Registret registrerer både private og virksomheder. For at blive indberettet til Debitor Registret, skal der være tale om en samlet gæld på over 1.000 kr., man skal skriftligt have erkendt den overforfaldne gæld, eller der skal være taget retsligt skridt i sagen. Datatilsynet sikrer, at lovgivningen på området overholdes.
Flere end 400.000 private danskere og 35.000 virksomheder har hidtil været i kontakt med Debitor Registret.
Relevant information
http://www.registret.dk
Firma
Debitor Registret A/S
Vester Søgade 10, 1.
1601 København V,
Danmark
70 22 04 10
28 44 71 07
http://www.registret.dk