10/06-09
-
Pressemeddelelse
Dansk selskabsskat under pres
Trods lempelser de senere år er den danske selskabsskat under pres. Beskatningen af virksomhederne er også lempet andre steder, så en række af de lande, vi konkurrerer med, har en lavere selskabsskat. Det viser Deloittes nye skattesatsundersøgelse
På trods af en lempelse fra 30 til 25 procent siden 2005 er den danske selskabsskat ved at komme under pres. En række af de lande, vi konkurrerer med, har nemlig endnu lavere satser for selskabsskat. Deloittes nye internationale analyse af satserne på selskabsskat viser, at Danmark fortsat ligger i den høje ende.
Fraregner man Litauen, som netop har hævet selskabsskatten markant, er den gennemsnitlige sats for selskabsskat i EU 22,2 pct. I OECD-landene er gennemsnittet for selskabsskattesatsen faldet fra 26,3 pct. til 24,4 pct. i perioden fra 2005 til 2009.
Sammenlignet med de øvrige vesteuropæiske lande, er den danske selskabsskat konkurrencedygtig, men mange af nye EU-lande har selskabsskattesatser på 20 procent eller endnu lavere.
"I forhold til danske arbejdspladser er udviklingen i de øst- og centraleuropæiske lande vigtig. Det er disse lande, som ofte er det naturlige valg, hvis virksomhederne skal flytte produktionen eller outsource opgaver. Sammenlignet med de nye EU-lande ligger den danske skattesats i den høje ende," siger partner Lars Nyhegn-Eriksen fra Deloittes skatteafdeling.
Beregningerne af gennemsnit for selskabsskattesatserne er alene foretaget som et simpelt gennemsnit, hvor der ikke er taget højde for, hvor stor det enkelte lands økonomi er. På samme må er selve satsen for selskabsskatten kun et blandt flere parametre, som afgør hvor hårdt virksomhederne beskattes. Hvis nedsættelsen af satsen for selskabsskat modsvares af en udvidelse af beskatningsgrundlaget via eksempelvis færre fradrag, er der ikke tale om en reel nedsættelse af skatten.
"Det er dog vores klare vurdering, at de nedsættelser af selskabsskattesatserne, som vi ser i en række lande, er udtryk for en reel lempelse af beskatningen af selskaberne. Set i det lys sætter det pres på den danske selskabsskat, fordi selskabsskatten har stor indflydelse på den danske konkurrenceevne," siger Lars Nyhegn-Eriksen.
Yderligere oplysninger og kommentarer: Lars Nyhegn-Eriksen 3093 4948
Se mere i nedenstående pdf'ere.
Europa, Juni 2009 :
http://www.deloitte.com/dtt/cda/doc/content/europa_2.pdf (159 KB)
EU, Juni 2009 :
http://www.deloitte.com/dtt/cda/doc/content/eu_2.pdf (135 KB)
Norden, Juni 2009 :
http://www.deloitte.com/dtt/cda/doc/content/norden_2.pdf (90 KB)
OECD, Juni 2009 :
http://www.deloitte.com/dtt/cda/doc/content/oecd_2.pdf (173 KB)
Samlet overblik, Juni 2009 :
http://www.deloitte.com/dtt/cda/doc/content/samlet_2.pdf (203 KB)
Relevant information
http://www.deloitte.dk
Firma
Deloitte Touche Tohmatsu
Weidekampsgade 6, Postboks 1600
0900 København C,
Danmark
+45 36 10 37 05
http://www.deloitte.dk