19/01-15
-
Pressemeddelelse
Dyrlæger opfordrer hundeejere til at vise mere hensyn
Med kampagnen Hund med hensyn sætter dyrlægerne nu fokus på hundeejeren i den anden ende af hundesnoren. Plakater, billeder og videoklip skal give gode råd til, hvordan hundeejere kan optræde hensynsfuldt, når de går tur med deres hunde i det offentlige rum.
Efter stramningen af hundeloven i 2010 har der været øget fokus på forbudte racer og hunde, som skambider og skaber utryghed i befolkningen. Men størstedelen af de problemer, vores firbenede venner skaber i samfundet, handler ikke om hunden, men om hundens ejer. I mange tilfælde skyldes problemerne manglende omtanke eller uvidenhed fra hundeejerens side, som når man for eksempel lader sin hund frit løbe hen til andre hunde eller mennesker, eller når man ikke påtager sig ansvaret for at træne og aktivere hunden tilstrækkeligt. Derfor vil dyrlægerne nu forsøge at skabe en holdningsændring hos ejerne i den anden ende af snoren ved at opfodre og guide hundeejerne til at vise mere hensyn - både over for deres egen hund og over for andre hunde og mennesker i samfundet.
Dette gøres med kampagnen »Hund med hensyn«, der skydes i gang i starten af uge 4.
Billeder og videoer viser ti gode råd
Hund med hensyn-kampagnen består af ti gode råd, der opfordrer hundeejere til at vise hensyn over for andre dyr og mennesker, når de går tur på fortove, i parker og andre offentlige steder. De ti gode råd kan læses på foldere og plakater, der blandt andet vil være at finde hos de praktiserende dyrlæger og andre, der arbejder med hunde. Derudover har kampagnen tilknyttet en hjemmeside, www.hundmedhensyn.dk, hvor de ti råd gennemgås og illustreres med små video-sekvenser. På hjemmesiden vil man desuden kunne finde links med henvisning til steder, hvor man kan lære mere om de emner, der tages op. Desuden vil der på kampagnens facebookside være mulighed for at diskutere og kommentere de enkelte råd, og der kan stilles spørgsmål, som medlemmer af bestyrelsen i Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi (DSKVE) vil besvare.
Baggrund for kampagnen
I maj 2014 tog DSKVE i samarbejde med Den Danske Dyrlægeforening, Sektion vedr. Hund, Kat og Smådyr, initiativ til et debatmøde om hunden i det offentlige rum. Ved mødet deltog repræsentanter fra en bred vifte af hundeorganisationer, servicehundeorganisationer samt folk, der er bange for hunde, ogdet blev diskuteret, hvilke enkle råd og retningslinjer, der kunne opstilles for hensynsfuld færden med hund i det offentlige rum. Efter debatmødet har DSKVE formuleret de ti gode råd samt materiale til kampagnen Hund med hensyn, der skal udbrede disse råd. Målet med kampagnen er at gøre hundeluftningen til en god oplevelse for alle parter; hunde, hundeejere og alle andre, de møder på deres vej.
Økonomisk støtte
Kampagnen har fået økonomisk støtte fra PDA- fonden (Praktiserende Dyrlægers Arbejdsgiverforenings fond), Dyrevelfærdspuljen og Dyrefondet. Interesserede kan bestille trykte foldere og plakater hos Dyrefondet.
Der kan læses meget mere på hjemmesiden: www.hundmedhensyn.dk, og ordlyden af de ti råd kan ses på vedhæftede plakat fra kampagnen.
De ti gode råd - i forkortet version
1. Vis hensyn over for andre
Kald din hund til dig og hold den i halsbåndet eller i kort snor, når du møder andre mennesker.
2. Hils på den gode måde
Lad aldrig din hund løbe hen mod fremmede mennesker eller fremmede hunde, før du er sikker på, at de gerne vil hilse på dig og din hund.
3. Træn et sikkert indkald
Sørg for, at du har et sikkert indkald, så du til enhver tid kan kalde din hund til dig.
4. Sørg for at din hund bliver socialiseret
Når du anskaffer dig en hvalp, så sørg for at den bliver grundigt socialiseret og miljøtrænet, så den kan begå sig blandt andre mennesker og hunde.
5. Lær hundens sprog at kende
Din hund taler med hele kroppen - med øjne, ører, hoved, hale og kropsholdning. Jo bedre du forstår din hunds signaler, jo nemmere er det for dig at forebygge, at der opstår konflikter og ubehagelige situationer.
6. Kend din hunds personlighed
Tag kun i hundeskov eller på friløbsarealer med din hund, når hunden er klar til det, og du ved, at den er god til at møde andre hunde.
7. Træn din hund
Brug træningsmetoder, som er baseret på belønning. Det handler om at belønne hunden, når den gør noget ønsket - og ignorere eller forhindre det, når den gør noget, du ikke ønsker.
8. Søg hjælp ved uønsket adfærd
Lad aldrig din hund gå med et adfærdsproblem i lang tid - jo hurtigere der bliver taget hånd om det, jo lettere er det at behandle.
9. Opfyld hundens behov
Sørg for at opfylde din hunds basale behov for kontakt, motion, aktivering og oplevelser - om nødvendigt med hjælp fra familie og venner.
10. Overhold regler og påbud
Hold din hund i snor, når du lufter den, hvis skiltningen påbyder det. Sørg for altid at samle op efter din hund.
Pressekontakt
Kirsten Brock
Dyrlæge
60 92 81 71
Firma
Den Danske Dyrlægeforening
Emdrupvej 28 A
2100 København Ø,
Danmark
38710888
https://www.ddd.dk