06/10-11
-
Pressemeddelelse
Den Jyske Opera præsenterer Giuseppe Verdis "Trubaduren"
Den Jyske Opera præsenterer Giuseppe Verdi: Trubaduren Premiere torsdag 6. oktober 2011
En mand splittet mellem lidenskabelig kærlighed til sin elskede og dyb kærlighed til sin mor, en datters grusomme hævn, forbyttede børn og to rivaler i krig. Verdis Trubaduren er en opera med store følelser. Musikken er smægtende romantisk og byder på vidunderlige melodier og en perlerække af skønne arier og kor.
Efter publikumssucceserne på Den Jyske Opera med Verdis Rigoletto og La Traviata samles et internationalt og erfarent hold af instruktør Olivia Fuchs, scenograf Niki Turner og dirigent Giordano Bellincampi igen til Trubaduren, den sidste del af mesteren Verdis 'folkelige trilogi', som de tre værker Rigoletto, Trubaduren og La Traviata kaldes.
Olivia Fuchs, én af Storbritanniens mest banebrydende og efterspurgte instruktører, instruerede La Traviata ('09) og Rigoletto ('07) på Den Jyske Opera i samarbejde med sin faste scenograf Niki Turner. Sammen har de skabt forestillinger til flere af Europas førende operascener, bl.a. Royal Opera House og English National Opera i London. Trubaduren dirigeres af Den Jyske Operas chef Giordano Bellincampi, der er ekspert i det italienske repertoire.
"I denne udgave af Trubaduren ser vi det meste af plottet fra sigøjnerkvinden Azucenas perspektiv. Hun spiller en central rolle, da hun aktivt fastholder en ond cirkel af had og hævn. Historien får betydning gennem hendes øjne, farvet af hendes besættelse og galskab. Der er en udsøgt skønhed og ømhed i Verdis musik og en hæsblæsende, lidenskabelig handling", siger instruktør Olivia Fuchs.
Internationale og populære sangere
Den Jyske Opera kan præsentere et fremragende sangerhold, bl.a. med fire debutanter fra den internationale scene: Yana Kleyn, Yvonne Howard, Katja Lytting og Josep Fadó. Derudover besættes partierne af erfarne og populære sangere med mange store partier bag sig på Den Jyske Opera (se tidligere forestillinger i parentes): Lars Fosser (Rigoletto), Robert Hyman (La Traviata), Lina Valantiejute (La Traviata og Faust), Dominic Natoli (Manon Lescaut, Rigoletto og La Boh ème) og Stephen Richardson (Pigen fra Vesten, Faust og Jægerbruden).
Herudover medvirker Den Jyske Operas Kor og de fem landsdelsorkestre, Odense Symfoniorkester, Sjællands Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester på turnéen rundt i Danmark.
FAKTA Opera i 4 akter. Musik: Giuseppe Verdi, Libretto: Salvatore Cammarano Musikalsk ledelse: Giordano Bellincampi, Iscenesættelse: Olivia Fuchs Scenografi: Niki Turner, Lysdesign: Bruno Poet, Koreografi: Clare Whistler
Premiere torsdag 6. oktober 2011 i Alsion, Sønderborg.
Turné med 22 opførelser fra 6. oktober - 26. november 2011
Varighed ca. 2 ½ time inkl. pause, Operaen synges på italiensk med danske overtekster
Relevant information
http://www.jyske-opera.dk/
Firma
Den Jyske Opera
Musikhuset Aarhus, Skovgaardsgade 2C
8000 Aarhus C,
Danmark
89 40 91 15
25 37 10 10
http://www.jyske-opera.dk/