19/03-12
-
Pressemeddelelse
Nu kan du låne en sofa online
Sommeren står for døren og det betyder at langt de fleste danskere er i fuld gang med planlægning af sommerferie. Bløder kassekreditten og er feriepengene allerede brugt til betaling af overskydende skat, er det nu muligt at låne en sofa og bytte bolig med andre danskere via Den Lille Tjenestes nyeste initiativ:
"Flere af vores medlemmer har ytret ønske om at kunne bytte bolig eller efterlyse en midlertidig feriebolig i en weekend, så nu introducerer vi servicen Sofadeling & Boligbytte på Den Lille Tjeneste. Her kan danskere, som søger en billig ferielejlighed i storbyen eller en hytte i sommerlandet gratis lægge en annonce op. Desuden åbner vi mulighed for at pendlere kan efterlyse overnatningslejligheder i stedet for dyre hotelværelser" siger Rasmus Bjerrum fra denlilletjeneste.dk.
Fænomenet "coachsurfing" er blevet enormt populært de seneste år, og Den Lille Tjeneste tilbyder nu danskerne en ny mulighed for at dele boliger (og sofaer). På Den Lille Tjeneste kan privatpersoner desuden bytte bolig uden involvering af et bureau eller mellemmand.
"Vi på Den Lille Tjeneste har oplevet et stort behov for boligbytte. Vi tilbyder en billig, hurtig og tryg mulighed for at dele en bolig, og samtidig har man mulighed for at møde nye, spændende mennesker, hvilket rigtig mange efterspørger", udtaler Rasmus Bjerrum fra Den Lille Tjeneste.
Peer-2-Peer websites som Den Lille Tjeneste har potentialet til at forandre den måde, vi i dag forbruger og modtager service på. Privatpersoner kan i langt højere grad end tidligere dele, hjælpes ad og få udført services af andre privatpersoner uden nødvendigvis at betale i dyre domme til et hotel eller en professionel udbyder. Krisetider med øget omkostningsbevidsthed i samfundet, medfører, at Peer-2-Peer arbejde udgør et godt alternativ for husholdningerne.
Relevant information
http://www.denlilletjeneste.dk