Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
12/05-11   -   Pressemeddelelse

Verdens første webmuseum åbner i Designmuseum Danmark

Udstillingen åbner lørdag den 14. maj, 2011.

Internettet er vor tids vigtigste, men også mest flygtige medie. For hver 22 sekunder oprettes et nyt website på internettet. Designmuseum Danmark åbner i samarbejde med Danish Center for Design Research www.webmuseum.dk - verdens første webmuseum.

Behov for bevaring
Af de godt 1.5 millioner nye websites, der opstår årligt er det kun ca. 20 % der bevares. Det betyder, at viden om vigtige stadier i udviklingen af internettet allerede er gået tabt, og at vigtigt kulturbærende materiale ikke er blevet bevaret. Behovet for at bevare og dokumentere dette medie og dets indhold, der i stadig stigende grad fylder i vores hverdag samt præger vores kultur og meningsdannelse, er derfor påtrængende.

Webdesign på museum
Webmuseum.dk bliver verdens første kuraterede, online museum for webdesignhistorie og vil sætte Danmark og Designmuseum Danmark på det digitale verdenslandkort. Som kulturinstitution har mu-seet en forpligtelse til at bevare og fortløbende formidle dansk webmateriales formgivning, funktionalitet, tekniske opbygning og udvikling samt internettets kulturelle betydning som kom-munikations-, informations- og oplevelsesmedie.

Museet præsenterer helt naturligt webdesignhistorien gennem internettet selv og udstillingen er iscenesat af webmediets egne eksperter - forskere, designere og webudviklere. Derudover inddrager museet mediets brugere i formidlingen af og historieskrivningen om internettet igennem brugerengagerende aktiviteter, der gør det muligt for alle at uploade og gemme egne sites i museet.

Et kulturbærende medie
Internettet er ikke kun i sig selv et nyskabende og kulturdannende medie. Det er i dag også med til at sætte dagsordnen for andre medierende udtryksformer: TV-mediet, billedkunsten, filmkunsten, musikken og litteraturen. Men hvor disse er sikret deres bevaring og bliver formidlet via biblioteker, museer og arkiver, findes endnu ingen kvalificerede formidlingsinitiativer, som giver et kurateret overblik over internettets udvikling. Webmuseum.dk har fokus på designaspekterne ved internettets udvikling, men gennem den åbne, brugerinddragende del af sitet vil det også være muligt at fortælle andre historier om nettets udvikling.

FAKTAARK

Webmuseets målgrupper
Webmuseum.dk henvender sig som ny kulturinstitution overordnet set til en bred målgruppe, men har primært fokus på webforskere, webvirksomheder og folk i webdesignbranchen, offentlige og private virksomheder og organisationer, samt skoler, ungdomsuddannelser, universiteter, arkitekt- og design-skoler.

Muligheder og perspektiver
Endnu er det kun muligt at uploade screen dumps af sites og video i webmuseet, men på sigt håber Designmuseum Danmark også at gøre det muligt at uploade og gemme hele interaktive sites, som ikke længere findes på nettet.

Om webmuseets redaktions- og kuratorgruppe
Udvælgelsen og den formidlingsmæssige tilrettelæggelse af de permanente udstillinger foretages af en redaktions-/kuratorgruppe for 2-3 år ad gangen. Denne gruppe består pt. af lektor Ida Engholm, der er initiativtager til webmuseet, lektor Niels Brügger fra Center for Internetforskning på Aarhus Universi-tet samt museumsinspektør Christian Holmsted Olesen fra Designmuseum Danmark. Sidstnævnte bliver efter webmuseets lancering og overdragelse til museets ansvarshavende redaktør i gruppen og vil sikre det redaktionelle arbejdes kontinuitet og faglige niveau.

Webmuseum.dk har ligget som en betaversion i noget tid på nettet, inden det er åbnet officielt.

Redaktionsgruppen
Museumsinspektør, Designmuseum Danmark, Christian Holmsted Olesen
Lektor, Danish Centre for Design Research, Ida Engholm
Lektor, Center for Internetforskning, Århus Universitet, Niels Brügger

Udstillingen er blevet til med støtte fra:
Kulturarvsstyrelsen
Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Nordea Danmark-fonden
IDG Danmark
Global Connect
Konsul Georg Jorch & Hustru Emma Jorchs Fond
Hedengangne Spaceinvaders
Creative Commons Danmark
Center for Designforskning

Relevant information

http://www.designmuseum.dk


Pressekontakt


Firma

Designmuseum Danmark
Bredgade 68
1260 København K, Danmark

  33 18 56 56

http://www.designmuseum.dk/

Modtag nyheder fra Designmuseum Danmark på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire